Messerschmidt ville væk fra EU: Jeg har genvundet glæden

Han advarede selv mod at blive en del af systemet. Men nu lover DF-profilen at blive i EU-Parlamentet i ti år.

Messerschmidt ville væk fra EU: Jeg har genvundet glæden

For tre år siden - efter bare et års arbejde i EU-Parlamentet - havde Morten Messerschmidt (DF) allerede sat kursen tilbage mod Danmark.

Når den nuværende valgperiode udløber i 2014, så var det slut. I stedet skulle fokus være på at komme tilbage i Folketinget, lød det dengang fra Messerschmidt

- Efter fem år i Europaparlamentet har jeg udtjent min værnepligt. Det er ikke sundt at være i det system for længe, fordi det er så grundlæggende fjernt fra virkeligheden. Man bliver for meget en del af systemet, sagde Messerschmidt til politiken.dk i november 2010.

Men nu har Messerschmidt ombestemt sig, og han genopstiller alligevel som Dansk Folkepartis spidskandidat ved næste års parlamentsvalg.

- Der er meget, der har ændret sig. Som person udvikler man sig, og det er svært i politik at se mange år frem.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at der har været perioder, hvor jeg har forbandet det langt væk. Og det er nok i de perioder, hvor jeg har sagt, at nu finder jeg den førstkommende lejlighed til at komme hjem og lave noget andet. Men så har jeg arbejdet mig ud af det og på den måde genvundet glæden, forklarer Messerschmidt.

Spørgsmål: Er det her ikke netop et tegn på en mand, der er blevet en del af systemet. Efter ét år vil han ikke mere, men efter fire år kan han godt se sig selv fortsætte i ti år?

- Du er velkommen til at have det synspunkt. Men for mig er det vigtige, hvilken politik der føres. Og de sidste fire år har sådan set været meget succesfulde, siger Messerschmidt.

Trods sin dagligdag i Bruxelles er Messerschmidt en del af DF-ledelsen, og forventningen var, at han skulle hjem og indtage en central rolle i partiet efter et kommende folketingsvalg.

Men hvis Messerschmidt som ventet bliver genvalgt til EU-Parlamentet, kan det først ske i 2019. Den 32-årige DF-politiker garanterer nemlig, at han ikke løber af pladsen i utide for at vende tilbage til dansk politik.

- Det, jeg er fokuseret på nu, er Europaparlamentsvalget. Det betyder selvfølgelig, at når jeg stiller op til det, så er det den periode, man bliver valgt for, som man er der.

- Du kan fuldstændigt stole på mig, når jeg nu siger: Jeg er spidskandidat, jeg stiller op, jeg sidder perioden ud.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.