Fodbold

Messi er sur over dårlig stime: For nemt at score mod os

Barcelona har lukket fem mål ind i de seneste tre kampe og er gået fra banen uden sejr i dem alle.

Lionel Messi blev sat på banen efter pausen mod Athletic Bilbao og var med til at skaffe Barcelona point. Foto: Albert Gea/Reuters

Lionel Messi blev sat på banen efter pausen mod Athletic Bilbao og var med til at skaffe Barcelona point. Foto: Albert Gea/Reuters

To point og en negativ målscore på 4-5. Sådan lyder det pauvre facit for FC Barcelona i de seneste tre ligakampe.

2-2 hjemme mod Girona, 1-2 ude mod Leganes og senest 1-1 hjemme mod Athletic Bilbao er ikke resultater, der matcher med klubbens selvforståelse, og det ved stjernen over dem alle, Lionel Messi, godt.

- Vi er sure over denne stime af resultater. Vi er opmærksomme på, at vi skal være stærkere i forsvaret og ikke indkassere mål i alle kampe.

- I sidste sæson var det svært at score mod os, og nu kræver det ikke så meget, siger Lionel Messi ifølge nyhedsbureauet AP.

I den uafgjorte kamp lørdag aften mod Athletic Bilbao blev Messi sparet og tog plads på bænken fra start, men han blev skiftet ind ti minutter efter pausen, da modstanderen førte 1-0.

Messi havde en fod med i udligningen efter 84 minutter. Således stod Munir El Haddadi rigtigt placeret inde i feltet, da Lionel Messi hamrede bolden fladt ind foran mål.

Men Barcelona skulle nok kunne vinde selv uden ham, pointerer argentineren.

- Vi har truppen og spillerne til at stille et stærkt hold, der ikke er afhængig af én spiller. Vi har mere end rigeligt med gode spillere, så det ikke skal hvile på én mand, siger Messi.

På trods af den dårlige stime ligger Barcelona dog i spidsen for den spanske liga med 14 point sammen med Real Madrid.

Nu retter Barcelona dog blikket mod onsdagens Champions League-kamp i London mod Tottenham.

Barcelona kom godt fra start i turneringens gruppespil med 4-0-sejren på hjemmebane over PSV, hvilket altså fortsat er holdets seneste sejr.

- Vi må have fokus på onsdag, fordi vi får en meget svær kamp mod et kompliceret hold. Vi ved, at vi skal forbedre os, men vi skal bevare roen, siger Messi.

Barcelonas møde med Tottenham begynder onsdag klokken 21.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst