Messi fortryder landsholdsstop

Den argentinske stjerne er igen klar til at tørne ud for sit land

Foto: East Rutherford/Scanpix

Foto: East Rutherford/Scanpix

BUENOS AIRES: Fodboldspilleren Lionel Messi vender ifølge AFP tilbage til Argentinas fodboldlandshold. Barcelona-spilleren sagde ellers stop på landsholdet i juni.

Det blev altså til et kort stop for boldkunstneren, der sagde farvel til landsholdet efter Copa America-finalenederlaget til Chile i juni.

Nu har han fortrudt.

- Jeg overvejede seriøst at stoppe, men min kærlighed til mit land er for stor, siger han i en meddelelse.

Argentina har netop fået ny landstræner, Edgardo Bauza. Han gjorde det hurtigt klart, at han ville gøre alt for at få Messi tilbage på landsholdet.

29-årige Lionel Messi, der fem gange er blevet kåret som verdens bedste spiller, har de seneste år tabt tre store finaler med Argentina.

I 2014 tabte holdet VM-finalen til Tyskland, og de to seneste år har holdet tabt finalen i Copa America, turneringen om det sydamerikanske mesterskab.

Begge gange tabte Argentina til Chile i finalen, og begge gange skete det efter straffesparkskonkurrence.

Tilbage i 2008 var Lionel Messi med til at vinde guld med Argentina ved OL i Beijing.

Målmaskinen har spillet 113 A-landskampe, hvor han har scoret 55 mål.

Lionel Messi har de seneste otte år konkurreret mod Cristiano Ronaldo om at være verdens bedste fodboldspiller.

Messi har som før nævnt snuppet hæderen fem gange, mens Real Madrid-stjernen Ronaldo tre gange har vundet den ærefulde pris.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.