Messingsuppe og trommehvirvler over Sæby

Musikkorps Sæby vært for 550 norske venner fra Stavern Agnes Musikkorps

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der var trækbasuner, trompeter, tværfløjter og masser af trommer, da de mange unge musikanter fra Stavern Agnes Musikkorps i Norge lørdag og søndag gæstede deres musikalske venner i Musikkorps Sæby. Foto: Kim Dahl Hansen

SÆBY: Lyden af trommehvirvler og truttende trompeter fyldte hele weekenden Sæby Fritidscenter og Sæbygårdskolen. 550 børn, unge og forældre fra Stavern Agnes Musikkorps i Norge gæstede Musikkorps Sæby - og det gik ikke stille af sig. Overalt på skolen og i Fritidscenteret blev der øvet - borset fra lørdag aften, hvor der var diskotek - og søndag sluttede to dages venskabeligt musiktræf med stor koncert i hallen. Efter at have været inddelt i mindre grupper efter alder og erfaring forenedes alle kræfterne i et stort ensemble, der var ved at løfte taget af fritidscenteret. Gammelt venskab Nordmændene er gode gamle venner af Musikkorps Sæby. - Det er 13. år i år, at vi får besøg af Stavern Agnes Musikkorps, fortæller Jørgen Hyttel, der er formand for sæbynitternes musikkorps. - Vi har omkring 30 gæsteorkestre rundt omkring i Europa. Hvert tredje år afvikler vi en international musikfest her i Sæby. Næste gang er den sidste weekend i juni 2007, hvor der kommer 25 orkestre, fortæller Jørgten Hyttel. Musikkorps Sæby deltog sidste år i Stavern Agnes Musikkorps' 60 års jubilæum og det grænseoverskridende musikalske samarbejde er med til at trække nye musikanter til musikkorpset. - Vi er for øjeblikket 45 medlemmer og har haft en del tilgang af yngre musikere, ligesom vi har musikere fra Aalborg, Frederikshavn, Dronninglund og det øvrige opland omkring Sæby, fortæller Jørgen Hyttel. Start som trompetist Mange af musikerne har trådt deres barnesko i Sæby Musikskole og en del har spillet i Sæbygarden, inden de finder vej til Musikkorps Sæby. Jørgen Hyttel selv er trompetist. - Jeg startede som 7-årig, spillede 13 år i garden og har nu været med i Musikkorps Sæby i 35 år, de sidste 20 som formand, fortæller musikkorpsets grand old man. Hver torsdag aften øver musikkorpset i klublokalerne i Skolegade 6, som de nu deler med Sysselklubben og en kortklub.