Mest et angrebsvåben

”Ytringsfriheden er den dyrebareste af alle frihedsrettigheder”. Det sagde Anders Fogh Rasmussen i Terndruplund på grundlovsdagen. Men forholder det sig på den måde?

Er ytringsfriheden den mest betydningsfulde af frihedsrettighederne? Nej, det er absolut ikke tilfældet. Bevares, den er væsentlig nok. Naturligvis skal den forsvares. Men i en sammenligning med andre frihedsrettigheder rækker den ikke til statsministerens store ord. Ytringsfriheden kan nemlig ikke dæmme op for frihedstruende bevægelser. Snarere tværtimod. Ytringsfriheden er først og fremmest et angrebsvåben. Faktisk er den mere værd for overklassen end for politisk truede befolkningsgrupper. Men hvilken frihedsret er da i stand til at dæmme op for en autoritær udvikling i vort land? Det er en ukrænket privat ejendomsret. En frihedsbestemmelse skal først og fremmest beskytte individet mod staten. Ejendomsretten udgør netop det forsvarsvåben, som formår at værne hjem og ejendom mod politik og stat. Grundloven siger det ganske tydeligt i paragraf 73: ”Ejendomsretten er ukrænkelig”. Dermed er det hele bebudet. Ytringsfriheden er nul og niks bevendt i en sammenligning med nævnte bolværk. Således kan intet sættes i stedet for den private ejendomsrets ukrænkelighed. Ejendomsretten forbyder offentlige personer at bryde ind på privat territorium uden en dommerkendelse. Og politikere kan ikke vedtage love, der undergraver ejerens frie dispositionsret over virksomheden. Det ville netop krænke ejendomsretten. Altså gør bestemmelsen om ejendommens urørlighed politisk aktivisme umuligt. Ethvert fremstød bremses af grundloven ord. Politikmageren støder med det samme ind i en ejer, der straks peger på den ukrænkelige grænse. Hertil og ikke længere. Ak ve og klage, privatejendommen forekommer ikke længere urørlig. Denne smertelige kendsgerning udgør vor tids største trussel mod friheden. Grundlovens vigtigste bestemmelse er gennemhullet. Værnet mod autoritære tilstande er undergravet. Vejen ligger åben for politisk aktivisme. Det bør ikke undre nogen, at Anders Fogh Rasmussen behændigt undlod at omtale paragraffen om ejendomsrettens ukrænkelighed på grundlovsdagen, skønt den er liberalismens hovedhjørnesten. Men hvordan er det kommet så vidt? Dette spørgsmål kræver en nærmere forklaring. Nutidens dominanter kommer fra universitetsverdenen. De ernærer sig ikke ved selveje og næringsfrihed. Ejendomsretten er derfor ikke af vital interesse. Studenterne ved de højere læreanstalter har ikke læst i en seks-otte år med henblik på at blive gårdejere eller muslingefiskere, slagtere eller vognmænd. Universiteternes kandidater er embedsjægere. På den facon kommer ejendomsretten under pres. Navnlig har en af de intellektuelles ideologier forvoldt ubodelig skade, nemlig økologismen. I 1968 begyndte studenterne at råbe: Producenterne forurener kloden, kapitalisterne ødelægger natur og miljø! Det største propagandafelttog nogensinde i fredstid løb af stabelen. Grove beskyldninger og ydmygelser haglede ned over de næringsdrivende. Ytringsfriheden viste sig at være et effektivt angrebsvåben. Økologismen knækkede demokratiets bærere. Selvejerne blev eftertrykkeligt sat på plads, og mange gik ned. Navnlig gik det hårdt ud over familiebrugene. De var nemmest for miljøbevægelsen at ordne. Selvejere inden for landbrug og fiskeri fik den store tur, minkfarmere, bagere, gartnere og småfabrikanter mærkede tillige næven. Miljøpolitikken påførte det fineste i dansk kultur varige sår. Men skulle miljøkommissærerne ikke fremvise en dommerkendelse ved indbrud på privat grund? Ork nej, denne grundlovssikrede ret ophævede politikerne. Folketinget overdængede samtidig selvejerne med regler, forbud og kontrol. Det var slut med dispositionsfriheden og ejerglæden. De såkaldt borgerlige partier holdt sig ikke tilbage; heller ikke statsministerens parti. Ikke én professionel politiker ved Limfjorden kom familiebrugene til hjælp. Just i Nordjylland var der masser af næringsdrivende. Heller ikke en af amtsrådets folkevalgte løftede en finger for dambrugernes og bundgarnsfiskernes grundlovssikrede rettigheder. Der var mere profit i økologismen. Miljøbevægelsen førte sig frem med usædvanlig hårdhed. Ideologien om det forurenede miljø beskyttede angriberne mod dårlig samvittighed. Husk på at DR var med i angrebshæren! Hvad udrettede ytringsfriheden i denne klassekamp? Selvejerne brugte det frie ord. De forsøgte at etablere et verbalt forsvar. Det reddede dem ikke. Der findes beretninger om, at fiskere i havnebyerne fik en sådan omgang, at de ikke siden viste sig på molen. Kom ytringsfriheden dem til hjælp? Nej og atter nej! Miljølovene likviderede husmændene som klasse. Hvad udrettede ytringsfriheden i den situation? Nul og ingenting. Var ytringsfriheden overhovedet til gavn for taberne? Nej, men den udgjorde et stærkt våben i angribernes hænder. Hvad kunne have standset den autoritære miljøbevægelse? En ukrænket ejendomsret såmænd. Den ville have gjort miljøpolitikken umuligt.