Museer

Mest hjælp til selvhjælp

Brochureudleveringen var fin nok, men så er det også sagt

HIRTSHALS: - For enden af gågaden, lød beskeden, da vi stak hovedet ind i boghandelen for at få et tip om, hvor vi kunne finde Turistbureauet. Det lød i det mindste nemt. Men det lød heller ikke tæt på. Så ville ekspedienten have sagt: Lige henne ved gågaden! Den fornemmelse holdt stik. Vi skulle nærmest halvt ud af byen eller i hvert fald ud i periferien af det, man som ikke-indfødt ville kalde centrum – der hvor Hirtshals' fantastiske kunsttrappe går ned til havnen, der hvor folk myldrer rundt og spiser is og sidder uden for kroen og på cafeerne og på alle bænkene. Helt ud, hvor gågadens huslejer er billige nok til genbrugserne. Fadæsen er, at vi ikke holdt målet for øje, efter at vi på vej ind i byen fra motorvejen faktisk havde taget kending af et I-skilt. Da vi fik øje på folkelivet, drejede vi efter ubevidst indskydelse af fra den lige vej ud fra den betragtning, at turistbureauer vel for søren ligger centralt. Såe…måske var det selvforskyldt, at vi følte os i en udørk? En mand ventede tilsyneladende på betjening. De tre bag ved disken passede hver sit og så ikke op, da vi gjorde vores entre. Der var masser af hyldemetre med masser af brochurer, så dem kastede vi os over efter en stund: om Hirtshals Museum – to endda, om Tornby Gamle Købmandsgaard, Tversted Klitplantage og lidt Frederikshavn og lidt kunsthåndværk, som så fristende ud. Og et tykt hefte med den inspirerende titel: Ferie uden filter. Advarsel: Ophold kan være YDERST vanedannende! En hurtig bladren afslørede en stribe lækre billeder af himmel og hav og klitter. Her skal nok blive godt! Men hvad skal vi så lige kaste os over? Med-turisten ved skranken var gået, så vi indtog pladsen og bredte vore brochurer ud. Snart var en kvinde på pletten, og hurtigt skimmede hun stakken af foldere – og hentede fluks endnu to, som ville supplere dyngen, mente hun: Generelt om tilbud fra det nordligste Vendsyssel – Lysets Land – og Gode historier fra det samme område. På et kort bag i den ene, kunne vi se det område, det handlede om, sagde hun og slog op på det, inden hun foldede sine hænder på disken. Nu havde vi noget, vi selv kunne studere, mente hun nok. - Men hvis det nu skulle være her i byen? forsøgte jeg mig. Hun fiskede Hirtshals Museum ud af dyngen: - Så er det her rigtig fint. Et sødt lille museum med aktiviteter i gården og… Nu kunne hun jo ikke vide, at vi har været der masser af gange før – og elsker det. Og at vi var noget nervøse for, om det nye i år skulle være et tilbageslag: Vi har jo hørt et og andet om ToldSkat... - Kan man stadig bytte en Brøndum for en bjesk? Faktisk fik vi ikke noget klart svar. Hun vidste det ikke, men hun troede nu nok…. Nå, men det kunne jo komme an på en prøve, bemærkede vi – og ville gå. Men hov? Var det lille museum den ultimative anbefaling? Kunne der være andet? - Hvad tager du dine egne gæster udefra med til? spurgte vi i døren. Og så kom det da: - Jamen museet er godt, og Nordsøcentret er jo altid noget for alle aldre – og Tornby Klitplantage skal man nu også… Lidt senere, da vi – uden at have fået noget tilbud om hjælp til at finde vej – fortalte billetdamerne på Hirtshals Museum, at de var anbefalet før Nordsøcentret, fik vi den gode, storsmilende forklaring: - De derude er jo også sådan en slags anneks til os….