Film

Mest læste humorist

¤Willy Breinholst, verdens mest læste humorist, Tyge Krabbes Vej 9, København, fylder fredag 90 år.

Willy Breinholst 
fylder i dag 90 år.

Willy Breinholst fylder i dag 90 år.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man måske tro, at det drejede sig om en vittighed fra Willy Breinholsts litterære univers. Men en kendsgerning er det, blandt andet ifølge den tyske forlagsgruppe Lübbe, der udgiver Breinholsts bøger i Tyskland, at den danske forfatters bøger er solgt i over 65 millioner eksemplarer i 100 lande. Et af hans helt store markeder er netop Tyskland, hvor fem af Willy Breinholsts bøger på et tidspunkt lå mellem de syv øverste på magasinet Der Spiegels bestsellerliste. Willy Breinholt, sådan hedder han egentlig, debuterede som forfatter i 1943 og besluttede sig fem år senere for, at efternavnet skulle udvides med et "s" til Breinholst. Blandt hans langt over 100 bøger kan nævnes "Hurra, det blev en baby", "Kunsten at være to", "Kunsten at holde sig ung" og "Kunsten at være gift". Samt ikke mindst "I lykkelige omstændigheder", der i 2006 blev genudgivet under titlen "Kunsten at være barnebarn". I 1999 udkom erindringsbogen "Mit muntre liv med mit livs Marianne", en reference til hans kone, som har været hovedpersonen, direkte og indirekte, i mange af hans bøger. Willy Breinholst modtog i 1948 Carl Møllers Humoristlegat, og hans tyske forlag hædrede sin danske guldgrube med Lübbe Ehrenpreis, da salget af Breinholsts bøger rundede fire millioner på dette marked. Han har også brugt sine humoristiske evner i andre sammenhænge. I sine yngre år virkede han som filmoversætter, og i slutningen af 1960'erne havde Breinholst en andel i manuskriptet til filmen "Elsk din næste," bygget på én af hans egne bøger, hvorefter han sammen med Aage Stentoft leverede manuskripterne til to af filmene i serien "Mig og min lillebror"./ritzau/