Mest til chefsælgere

Danmark 22. september 2002 08:00

Honda Accord bliver forfremmet. Når den nye model om få dage får premiere på biludstillingen i Paris, er det samtidig farvel til Hondas hidtidige topmodel, Legend. Den plads skal Accord også udfylde, og så nytter det ikke noget med skrabede udstyrslister og bovlamme motorer. Direktører og chefsælgere vil forkæles. Derfor bliver klimaanlæg, cd-radio og en basis-motor på to liter med 155 heste standard. De fine fornemmelser koster. Måske så meget, at den nye Accord bliver et endnu sjældnere syn herhjemme end den nuværende model. Den danske importør ved godt, hvor skoen trykker. I pressemeddelelsen hedder det, at "firmabils-klassen er præget af en konkurrence, som Honda ikke ønsker at deltage i." Der er med andre ord lagt op til et gevaldigt pris-hop. Hvor meget Accord stiger, ved importøren ikke, for bilen når tidligst til Danmark til april. Et realistisk bud er startpriser på den dyre side af 300.000 kroner. Topversionen med 190 hestes 2,4 liters motor, airbaggardiner og ESP runder formentlig 400.000 kroner. Det er skrap kost for danske Accord-ejere. Den nuværende model kunne på et tidspunkt fås med 1,6 liters motor for omkring 220.000 kroner. Så man må håbe for Honda, at Accord-køberne også er blevet forfremmet og forgyldt med klækkelige lønforhøjelser siden da. Er de det, kan de se frem til en Accord, der er vokset på alle leder. Kvalitet og finish er angiveligt på højde med de bedste tyske konkurrenter, mens Hondas fine dobbelt-wishbone hjulophæng skal sørge for skarptslebne køreegenskaber

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...