Mester går - arbejdet på Tulip genoptaget

Så produceres der igen på Tulips fabrik i Svenstrup

Arbejdet i Svenstrup er genoptaget.
Aalborg 1. september 2017 09:39 - Opdateret 1. september 2017 10:53

AALBORG: Der produceres igen på Tulips fabrik i Svenstrup, efter at de timelønnede medarbejdere fredag morgen genoptog arbejdet oven på tre dages strejke.

Strejken skyldtes utilfredshed med forholdet til en mester på afdelingen Pakkeri Nord. Den pågældende mester har torsdag aften uopfordret indgivet sin opsigelse, og de timelønnede har til fredagens morgenmøde valgt at genoptage arbejdet.

- Jeg vil understrege, at den pågældende mesters opsigelse kom frivilligt og komplet uopfordret fra ledelsens side. Hele forløbet kørte efter de arbejdsretslige principper, og vi har kørt sagen med respekt og empati for alle involverede parter i pagt med alle overenskomstmæssige bestemmelser, siger Jørgen Skaarup, VP Production and Supply Chain, fra Tulip Food Company.

- Vi glæder os over, at produktionen igen er i gang, men vi ærgrer os selvfølgelig over, at det skulle komme så vidt som til en strejke og en selvvalgt opsigelse. Vi vil gøre alt for, at der fremadrettet vil være en mere dialogsøgende tilgang fra alle parter. Vi scorer på tværs af hele organisationen ekstremt højt i undersøgelser om medarbejdertilfredshed og arbejdsglæde, og sådan skal det selvfølgelig også være i Svenstrup.

Strejken blev behandlet i Arbejdsretten torsdag eftermiddag, hvor de strejkende blev pålagt at genoptage arbejdet straks - altså fredag morgen. Samtidig pålagde Arbejdsretten de strejkende at holde arbejdet normaliseret efter, at arbejdet er genoptaget. jl

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...