Tennis

Mesteren vælger USA

FARUM: Den danske mester i tennis, Søren Spanner, der på vejen mod mesterskabet bl.a. slog sin "siamesiske tennistvilling" nyprofessionelle Rasmus Nørby i semifinalen, følger ikke umiddelbart i sin gode vens fodspor. - Via Farum Tennis Klub har vi fået nogle sponsorater, der gør det muligt for mig at deltage i nogle turneringer i Italien, og derefter tager jeg nok mod en kanontilbud, som både Rasmus og jeg har fået om et scolarship på et college - Virginia Tech - i USA, siger 20-årige Søren Spanner, der ligesom Rasmus Nørby har fået hele sin tennisopdragelse i Hjørring Tennisklub. - Når det nu gik, som det gjorde ved DM, så har jeg da tænkt tanken om at følge Rasmus over i de professionelles rækker. Men det kræver gode personlige sponsorer, og dem har jeg altså ikke pt. Til gengæld kan jeg via college-opholdet i USA få masser af kampe og prøve kræfter med ligesindede unge, om talentet kan bære, siger Hjørringenseren, der ligesom Rasmus Nørby spiller for Farum Tennis Klub og træner med ved Team Danmark Elitecentret i Farum under den tidligere topspiller Morten Christensen. Han og Rasmus Nørby har fulgtes ad, siden Søren Spanner for syv-otte år siden flyttede fra Nielstrup til Hjørring, og de blev tidligere på måneden danske mestre sammen i double ved bl.a. at slå de forsvarende mestre og senere vinde finalen. - Og vi kan forhåbentlig stadig mødes i Europa til nogle af de turneringer, som jeg måske får lov at spille for mit college, hvis det ellers går godt derovre, siger Søren Spanner. Han mener ikke, hans danske mesterskab var nogen overraskelse - ikke for ham selv i hvert fald. - Jeg kunne spille helt uden nerver, mens Frederik (L. Nielsen seedet 1; Red.) og Rasmus (seedet 2; Red.) begge havde det pres på sig, at de netop havde været med i Copenhagen Open via wild cards. De ville rigtig gerne vise noget overfor landstræneren, siger Søren Spanner, der endnu har sine første ATP-ranglistepoint til gode. Under et eventuelt kommende ophold ved Virginia Tech vil den 20-årige hjørringenser også forsøge sig i nogle af mindre ATP-turneringer i USA, der måske kan skaffe ham netop de ATP-point, der skal til, for som han siger, at det bliver "rigtigt sjovt". - Foreløbig er mit umiddelbare mål via opholdet i USA at blive en bedre tennisspiller, og så må jeg om en års tid tage stilling til, om jeg vil satse hele butikken, siger den danske indendørs mester i tennis. Jens