Svømning

Mesterskab for alle

Skagen Svømmeklub holdt klubmesterskaber lørdag, og selv børn med svømmeærmer og -bælte kunne deltage

SKAGEN:Et bredt udsnit af Skagens beboere rendte lørdag rundt i pænt tøj og bare tæer. Det var ikke sommervejret, som gjorde dem kulrede. De fulgte derimod deres børn til svømmeklubbens klubmesterskaber. De yngste svømmere dystede i 25 meters mesterskaber. Børn helt ned til to år svømmede med, og de yngste havde far eller mor til at svømme turen sammen med. Svømmeklubben uddelte guld, sølv og bronze i hver årgang til både drenge og piger, og naturligvis var der en bronzemedalje til alle deltagere født i 1991 eller senere. De lidt ældre børn kæmpede om klubmesterpokalerne. For at have en chance skulle deltagerne stille op i syv svømmeheat. Med skyldig hensyntagen til alder med mere fik deltagerne point for deres tider. Med 2214 point kunne Henriette Jakobsen modtage guldmedalje og pokal som bevis for, at hun blev klubmester på pigesiden. Camilla Venø Nielsen vandt sølv med 2090 point, mens Line Gundal Frese Hansen tog bronzemedaljen med 1891 point. Hos drengen fik Morten Pedersen vandrepokalen med hjem. Hans 2753 point indbragte ham klubmestertitel og guldmedalje, mens Morten Steen Hansen og Christoffer Hansen fik sølv og bronze med 2478 og 2437 point. Klubmesterskabet oplevede en lille tilbagegang på deltagersiden, men 91 unge mennesker valgte at stille op. Svømmeformand Johny Jørgensen mener, at klubmesterskabet er med til at vænne de unge svømmere til at deltage i stævner. Men først og fremmest er stævnet noget, som glæder børnene, og de er stolte over deres medaljer. - De fleste skal have far og mor til at køre rundt til onkler, tanter og bedsteforældre, så de også kan beundre medaljen, fortæller Johnny Jørgensen.