Aalborg

Mesterskabstitel gjorde rute på 85 km ekstra attraktiv

108 af de 147 motionscyklister stillede op i kampen om "det uofficielle jyske mesterskab"

blokhusløbet 2008 samlede 147 motionscyklister, som dystede på tre ruter: 25, 85 og 150 km. Størst interesse var der for 85 km ruten med 108 deltagere. Foto: Michael Bygballe

blokhusløbet 2008 samlede 147 motionscyklister, som dystede på tre ruter: 25, 85 og 150 km. Størst interesse var der for 85 km ruten med 108 deltagere. Foto: Michael Bygballe

PANDRUP:Hovedparten af deltagerne i Blokhusløbet i går – 108 motionscyklister – var tilmeldt 85 km ruten, fordi der i år blev kæmpet om titlen "Uofficiel jysk mester". Sejren gik til 29-årige Mads Christensen, Vejgaard Cykelmotion, i tiden to timer og 17 minutter, med 47-årige Keld Christensen, Rønde, et par meter efter. Efter 40 km stak de to af sammen med to andre ryttere, og de fire fulgtes mere eller mindre resten af ruten. – Det var hårdt – og skønt. Og godt vejr, med mod- og medvind og heldigvis ingen sidevind, som kan være rigtigt hårdt, lød det fra vinder Mads Christensen, da han havde passeret målstregen. Mads Christensen har tidligere vundet det Jysk-fynske Mesterskab 147 motionscyklister i alle aldre stillede op til start på de tre ruter på 150, 85 og 25 km med start og mål ved Jetsmarkhallerne. Det var en veltrimmet flok – både ryttere og cykler – som var mødt frem til Blokhusløbet. Rytterne var udstyret med det bedste af det bedste udstyr og cykler fra 10.000 til 70.000 kr. Ruterne startede i det flade landskab i Pandrup og gik til de kuperede områder i Bratbjerg og videre langs vestkysten til Slettestrand, Svinkløv og Fjerritslev. 150 km ruten gik desuden over Øland og dæmningen til Gjøl og Aabybro og tilbage til Pandrup. Flere ryttere blev ramt af tekniske uheld og måtte udgå. En af de uheldige var 55-årige Jørgen Jensen, Sindal. Seks-syv km før mål røg han af asfalten og ud i rabatten, hvor han ramte en indkørsel med det resultat, at luften røg ud af baghjulet. – Jeg begyndte tilbageturen på strømpefødder, da man ikke kan gå på de klamper, der er under cykelskoene, men heldigvis blev jeg taget op af en bilist efter en km, fortæller Jørgen Jensen, der håber på bedre held ved Nordjylland Rundt 16. august. Det er tredje gang, Saltum Trim og Lions Club Hvetbo har afviklet Blokhusløbet. Sidste år var der lidt flere deltagere. – Vi lægger løbet på et tidspunkt, hvor der ikke er ret mange cykelløb, men samtidig er der sommerferie, så vi er godt tilfredse med deltagelsen, siger Lions-præsident Jørgen Pedersen, der også glæder sig over, at deltagerne kommer langvejs fra: Norge, Hjørring, Frederikshavn, Hammel, Hedensted og Løgstør. Jørgen Pedersen vurderer, at der bliver et overskud på 20.000-25.000 kr. Overskuddet skal gå til Kampen mod Blindhed i Verden, som altid har været en hjertesag for Lions-klubberne.