Ishockey

Mesterspil af mestrene

Herning Blue Fox vandt fortjent med 3-1 i Gigantium Isarena over Aalborg Pirates

Herning spillede en flot kamp i Aalborg og vandt fortjent. Foto: Claus Søndberg
Herning spillede en flot kamp i Aalborg og vandt fortjent. Foto: Claus Søndberg Pressefotograf Claus Søndberg

Opdateret kl. 23:01

AALBORG: De kan skifte hele holdet ud, men Hernings winningspirit og ikke mindst uovertrufne organisatoriske evner forsvinder ikke før den snu cheftræner Todd Björkstrand er væk. Han har flere gange end man kan tælle snydt de aalborgensiske hockeyhold, hvad enten de har heddet AaB, AIK eller Pirates, og tirsdag aften gjorde han det igen.

Herning kom nemlig som de plejer. Stod kompakt med mange mand i midtzonen og neutraliserede stille og roligt Aalborg Pirates’ angrebsopbygninger, hvorefter midtjyderne kynisk kørte deres kontramaskine ved mindste fejl og åbning fra hjemmeholdet.

Branislav Rehus brugte en af disse til at bringe Herning foran med den enlige scoring i en første periode, hvor midtjyderne virkede klar farligst, og blandt andet også brændte en friløber ved Sami Blomqvist.

I anden periode var mestrene endnu mere toneangivende. De holdt Pirates i et jerngreb og sendte flere giftige angreb af sted mod Magnus Åkerlund, som også måtte kapitulere midtvejs i perioden, da den tidligere AaB’er Thomas Boll scorede til 2-0. Modsat ved 1-0-målet, hvor Åkerlund så jammerlig ud, så var der ved Bolls træffer tæt trafik.

I tredje periode begyndte Herning også bedst. Lasse Lassen traf stolpen og der var opløb til flere chancer, inden Sebastian Svendsen lavede en flot styring og gjorde det til 1-2 med syv minutter igen.

I slutfasen pressede Aalborg-piraterne og kunne med lidt held også have udlignet. Men det ville ikke have været fortjent. Fortjent var det derimod, da Branislav Rehus et sekund før tid sendte pucken i det tomme Aalborg-mål og cementerede sejren.

Gå til relaterede emner

Forsiden