Mesterværk om Ørsted

"Naturens tankelæser"

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ørsted er blandt andet hyldet med denne skulptur, lavet af J.A. Jerichau i 1876. Den står naturligvis i Østedsparken i København.

Man bliver så glad, når man får en bog i hånden, og man allerede der kan mærke, at der venter en stor oplevelse. Bogens udseende og tyngde og layout gør en glad. Den gennemførte ide, der er på de to binds forsider, med portrætter af H.C. Ørsted (1777-1851) og farvespektret fra Ørsted farvelære giver pant på en gedigen biografi, hvor der kæret for detaljen, som når afsnit markeres af en magnetnål, uden at overblikket mister fokus. Og når man så begynder at læse, indfries forventningerne til fulde. Denne bog er intet mindre end fremragende. Der er tidligere udgivet bøger om Ørsted og hans liv, men denne er den første samlede skildring af H.C. Ørsteds liv og rige arbejdsliv, der ikke blot fører læseren ind i hans naturvidenskabelige univers, men også i et let og elegant sprog fortæller historien om apotekersønnen i Rudkøbing, der allerede som ung student gjorde op med de etablerede naturvidenskabelige teorier og nåede frem til et nyt og dynamisk natursyn, der førte frem til hans banebrydende opdagelse af elektromagnetismen, som hans modstandere hævdede ikke kunne eksistere. Og undervejs i mange indførende gennemgange af Ørsted og hans samtids meninger om både kunst, fysisk og kemi og religion, kommer bogen også omkring H.C. Ørsted som ægtefælle og far, hans hidtil hemmeligholdte forlovelseshistorie, broren Anders, der var et dydsmønster som H.C. selv, men også de andre brødre, der var familiens sorte får, der både pantesatte andre værdier, bedragede og endte som lejesoldat i Rusland. Og vi læser om Ørsted store hjælpsomhed over for yngre forskere og kunstnere, ikke mindst H.C. Andersen, hvis eventyr er gennemsyret af venskabet med "Store Hans Christian". Ørsteds tanker og forskning fik betydning langt ud over landets grænser og sin egen tid. Internationalt stod han i centrum af et netværk, der lagde grunden til den moderne fysiks verdensbillede. Men han var også en af den danske Guldalders ledende kulturpersonligheder og havde afgørende indflydelse inden for områder som æstetik, filosofi, pædagogik, politik og religion. H.C. Ørsted skulle engang have sagt til H.C. Andersen: "Deres romaner vil gøre Dem berømt, men Deres eventyr vil gøre Dem udødelig". Og det viser med alt tydelighed hvorledes Ørsted selv opfattede sit videnskabelige arbejde, som det at skabe en sammenhæng mellem den kristne tro og skabelsestanke, naturvidenskaben og æstetikken, hvor det skønne også var det gode. Og mens Christensen skildrer Ørsted kamp for blandt andet at få skabte en seriøs naturvidenskabelig forskning på universitet, finder man også en kritik af nutidens politiske syn på videnskaben, som noget der altid bare skal ende med en faktura. De to bind på over 1200 sider er baseret på et omfattende kildemateriale, heriblandt Ørsteds omfattende brevkorrespondance med familie og kolleger, politiske forbindelser og samtidens store personligheder, og rummer mere end trehundrede illustrationer, der alle er godt beskrevet. Dan Charly Christensen skriver et sted at Ørsteds forskning var drevet af kærlighed for "uden selverkendelse og et følelsesmæssigt engagement kommer forskeren ingen vegne". Christensen beviser, at det er sandt. Han kommer rigtig langt og meget længere end mange andre der har beskæftiget sig med Ørsted og ikke mindst med et portræt af Guldalderen herhjemme! Bogen er et sandt mesterværk, drevet en engageret forsker, der også tør investerer sig selv undervejs, og som derfor ikke kan anbefales for meget. Troels Laursen kultur@nordjyske.dk Dan Charly Christensen: "Naturens tankelæser" En biografi om Hans Christian Ørsted 1210 sider, 498 kroner Rigt illustreret, 2 bind Museum Tusculanums Forlag