Mestre før rallyfinale

Naturvidenskab 18. oktober 2002 08:00

I den kommende weekend køres årets sidste DM rallyafdeling i Sønderjylland med Aabenrå som rallycentrum. Løbet starter i eftermiddag i Sønderborg, og der skal køres i alt fem prøver i dag. Derefter genstarter løbet fra Aabenrå lørdag morgen, hvor der skal køres yderligere 12 prøver, før løbet forventes afsluttet ca. kl. 18.00. - Vejrudsigterne for området lyder både på sol - regn, sne og frostgrader - så umiddelbart ser årets sidste rally ud til at kunne blive een af de helt store udfordringer for deltagerne, lyder det fra Morten Karl, der sammen med makkeren Morten Gravgaard allerede inden dagens DM-finale har sikret sig mesterskabet i gruppe H i teamets brølstærke BMW Selv om de to allerede før årets sidste afdeling kan skrive danske mestre på visitkortet, skal teamet ifølge reglementet stille op til start. Teamet kan denne gang deltage uden det sædvanlige pres på krav til DM-point, men vi vil gøre vort bedste for at være med helt fremme i toppen om placeringer i generalklassementet med vor efterhånden 14 år gamle BMW, forsikrer Morten Karl. Det er teamets største ønske til næste sæson at kunne udskifte BMW'en med en ny rallybil i enten gruppe A eller gruppe N. - Derfor er et topresultat i årets rallyfinale af betydning, når der i løbet af de næste to måneder skal planlægges og budgetteres for næste år - samt indledes forhandlinger med sponsorer - herunder forhåbentlig også med interesserede danske bilimportører om nødvendig support til drift af en ny rallybil i 2003, siger Kristian Karl, der fungerer som manager for sønnen. Også et andet nordjysk team - Max Christensen/Michael Kanstrup - i Honda Civic R - kommer til start i weekendens rally i Aabenrå. Teamet ligger før sidste afdeling på en samlet 5. plads i gruppe N.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...