Mestre kæmper for ny kontrakt

Sæsonafslutningen har givet AaB-duo blod på tanden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Patrick Kristensen har kæmpet sig tilbage efter en skade , og det belønnes nu med en udtagelse til u-21 landsholdet. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Det varede længe, før de kom i aktion i SAS Ligaen i dette forår, men sæsonafslutningen har givet Simon Bræmer og Patrick Kristensen pæn andel i AaB's guldmedaljer og fornyet tro på fremtiden i mesterklubben. - For en måned siden havde jeg ikke ventet, at jeg skulle spille nogen som helst rolle på holdet, men jeg har heldigvis fået spilletid og føler også, at jeg har bidraget til mesterskabet, siger Simon Bræmer, der i vinterpausen vendte tilbage fra et lejeophold hos norske Moss. Han fik forårsdebut som målscorer i 3-0 sejren over Randers 24. april og har også været på banen i de efterfølgende seks kampe med yderligere to mål til følge. Patrick Kristensen var i syv måneder sat ud af spillet med en meniskskade, inden han gjorde comeback i truppen mod Randers, dog uden at komme på banen. Siden fulgte fire kampe som indhopper, hvorefter han i søndags fik chancen fra start som indhopper i 2-0 sejren over Lyngby. - Jeg har som helhed haft en trist sæson, så opmuntringerne i den seneste måned er yderst kærkomne, siger Patrick Kristensen, der efter fredagens træning ikke havde fået nogen signaler om sin rolle i eftermiddagens afsluttende hjemmekamp mod OB. - Men jeg håber da at få spilletid, og at vi sætter punktum med endnu en hjemmesejr, så vi tangerer Brøndbys rekord på 10 hjemmesejre i træk. Simon Bræmer nedtoner sine personlige forhåbninger til dagens opgør. - Jeg er bare glad for at være i truppen, ikke mindst når jeg drager paralleller til min situation sidste år. Spændt på ny træner Både Simon Bræmer og Patrick Kristensen har kun et halvt år tilbage af deres kontrakter, og endnu er der ikke kommet noget udspil fra AaB om en forlængelse, men begge vil gerne fortsætte. - AaB har en stor plads i mit hjerte, så det er i høj grad op til klubben, lyder det fra Simon Bræmer. Patrick Kristensen: - Jeg har det rigtig godt i AaB og er spændt på udviklingen under en ny træner, Yderligere fire AaB-spillere har kontraktudløb til nytår. Det drejer sig om Jón Rói Jacobsen og Daniel Christensen samt tvillingerne Casper og Jacob Nordstrøm.