Mestre må skrue ambitionerne ned

EC-deltagelse måske for dyr for FC Outlaws

FREDERIKSHAVN:De danske mestre i floorball, FC Outlaws, er nødt til at skrue så meget ned for ambitionsniveauet, at det kan gå ud over deltagelsen i Europa Cup'en for mesterhold, der afvikles i januar i Schweiz. - Det er ingen hemmelighed, at vi ikke har de økonomiske midler længere, efter at sidste sæsons spillende træner og mangeårige PR-chef, Lars Bach, er stoppet i klubben, så en EC-deltagelse til mindst 50.- 60.000 kroner tager vi ikke bare afsted til uden en forudgående diskussen, siger klubbens formand Aage Gøgsig. - Vi arbejder hårdt på at finde de nødvendige kroner, for det vil være meget ærgerligt for dansk floorball, hvis vi som mesterhold sikrer os adgang til EC-slutrunden via en kvalifikationsrunde, og så alligevel melder fra. - På forhånd er vi dog klar over, at det bliver mere end svært i en indledende pulje med de svenske mestre Balrog Stockholm, de finske mestre Helsinki og de tjekkiske mestre Tatran, så alt andet end en kamp om syvendepladsen blandt de otte deltagende hold vil være en sensation. Sæsonens kommende trup til Elitedivisionen bærer også præg af færre midler i FC Outlaws. Mestrene har således mistet profiler som Kim Olesen, Lars Bach, Lars Jespersen, Jerker Lundgren samt de to keepere Stefan Mattsson og Kasper Østergaard. NORDJYSKE Stifstidende erfarer desuden, at den rutinerede landsholdsback, Allan Jensen, prøvetræner i Brønderslev Hot Shots, og at den gamle måltyv, Kim Haagensen, måske også er på vej i samme retning. - Vi har mistet profiler, og vores trup er lige nu ikke så stærk som i sidste sæson, men vi skal have et par svenske spillere til træning i weekenden, og desuden er vi også indstillet på, at den kommende Elitedivison godt må blive mere jævnbyrdig end i sidste sæson, hvor vi overhovedet ikke tabte, påpeger Aage Gøgsig. - Lars Bach (stoppet) - Stefan Mattsson (stoppet) - Jerker Lundgren (stoppet) - Kasper "Moon" Østergaard