Mestre slået i thriller

BI Bordtennis snublede i den første DM-finale mod Køge Bugt

Køge Bugt Brønderslev 6-4 Bordtennis, 1. DM-finale, mænd KØGE: En driftig manicure-artist med timingen i orden kunne have tjent bunker af stakater efter mændenes første DM-finale i bordtennis for hold mellem Køge Bugt og Brønderslevs regerende mestre. For der kunne ikke være mange intakte neglesæt tilbage hos de omkring 100 tilskuere, der fulgte den intense thriller, som først blev afgjort i afsluttende double, hvor nerverne svigtede BI-duoen Morten Knudsen og Rasmus Jespersen i opgøret mod Christoffer Petersen og Claus Rasmussen. Her misbrugte BI-parret to matchbolde ved stillingen 10-8 i femte og afgørende sæt, og i stedet kunne de to Køge Bugt-spillere afgøre kampen og den første DM-finale ved at vinde sættet 12-10. - Det var bestemt ikke for folk med sarte nerver. Det var så medrivende, at hjertet næsten var ved at hoppe ud af kroppen i flere situationer. Og der er en verden til forskel på at spille 5-5 og tabte 6-4, lød det fra en opløst BI-sportschef Jan Lynge Jensen efter kampen. Efter en katastrofal åbning på kampen, hvor hjemmeholdet sprintede i front med 5-1, så han sine spillere kæmpe sig tilbage i et tæt finaleopgør, hvor seks af ti kampe måtte helt ud i fem sæt for at finde en vinder. Sejre i de tre afsluttende singler samt sejr i den første af to doubler tændte BI-håbet om den femte sejr, som havde været nok til at udløse klubbens sjette DM-titel med en sejr i returopgøret på lørdag. Nu skal BI vinde den kamp for at fremtvinge en tredje og altafgørende finale. Ellers havner DM-guldet for første gang nogensinde i Køge. Men de regerende mestre satser hårdt på at fremtvinge en tredje finale. Den spilles i givet fald på søndag i Brønderslev, fordi BI som vinder af grundspillet har sikret sig en ekstra hjemmebanefordel. - Vi tror selvfølgelig stadig på, det kan lade sig gøre. Nu skal vi bare lige have rystet det her af os, lød det lørdag fra Jan Lynge Jensen. OM Kampfakta Singler: (Køge Bugt-spillerne nævnt først) Christoffer Petersen-Morten Knudsen 11-6, 9-11, 9-11, 11-1, 5-11 Magnus Pettersson-Rasmus Jespersen 11-6, 14-16, 5-11, 11-7, 11-7 Frederik Nilsson-Kim Høgsberg 11-8, 12-10, 7-11, 11-6 Claus Rasmussen-Claus Junge 8-11, 12-10, 8-11, 10-12, 11-8 Christoffer Petersen-Kim Høgsberg 11-5, 12-10, 8-11, 10-12, 11-8 Frederik Nilsson-Morten Knudsen 11-2, 11-9, 3-11, 11-4 Magnus Pettersson-Claus Junge 11-7, 5-11, 5-11, 10-12 Claus Rasmussen-Rasmus Jespersen 14-12, 8-11, 11-5, 8-11, 5-11 Doubler: Frederik Nilsson/Magnus Pettersson-Claus Junge/Kim Høgsberg5-11, 8-11, 7-11 Claus Rasmussen/Christoffer Petersen-Morten Knudsen/Rasmus Jespersen 5-11, 3-11, 11-5, 11-9, 12-10