Aalborg

Mestrene fundet

AALBORG:Efter at alle syv runder i SparNord Grandprix-turneringen i hurtigskak for juniorer nu er afviklet, er slutresultatet gjort op. Der var tilmeldt mellem 40 og 49 deltagere fra hele Nordjylland i de enkelte runder og kun de fem bedste resultater er talt med for at uddele sæsonpræmierne. Samlet vinder af Mesterrækken blev Mathias Ringberg fra Jetsmark med 184 point, mens Mark Mathiasen fra Jetsmark vandt A-rækken sikkert med 192 point foran klubkammeraten Andreas V. Nielsen med 163 point samt Örn Augustsson fra Aalborg med 120 point og Lasse G. Jensen fra Jetsmark med 112 point. I B-rækken var der meget hård kamp om topplaceringerne, idet Simon Hansen fra Jetsmark vandt meget knebent med 139 point foran Sune Kovshøj fra Aalborg samt klubkammeraterne Louise Højen og Casper Hallager fra Jetsmark, der fik henholdsvis 138 point, 137 point og 128 point på henholdsvis anden-, tredje- og fjerdepladsen. Der var også masser af spænding i C-rækken idet Jeppe Langeland fra Skørping vandt med 122 point foran Morten W. Hansen fra Jetsmark med 120 point, Kenan Brachovic fra Aalborg med 116 point og Helene Søndergaard fra Jetsmark med 113 point. I den sidste række, D-rækken, blev Rune Nielsen fra Aars en suveræn vinder med 152 point idet de tre følgende var langt bagefter. Således endte Mikkel Frandsen fra Jetsmark med 90 point på andenpladsen mens Simon Jensen fra Skørping og Lasse Andersen fra Aars endte med 87 point og 84 point på tredje- og fjerdepladsen.

Forsiden