Meta Fuglsang opgiver Folketinget

SF's tidligere formandskandidat Meta Fuglsang satser på civil karriere og opgiver sit folketingskandidatur.

Meta Fuglsang opgiver Folketinget

SF'eren Meta Fuglsang dropper landspolitikken, og derfor skal partiforeningerne i Kalundborgkredsen nu finde en ny folketingskandidat inden næste valg, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Meta Fuglsang har været folketingskandidat i Kalundborgkredsen gennem flere år uden at opnå valg, men hun har et par gange vikarieret på Christiansborg, blandt andet da sundhedsminister Astrid Krag havde barselsorlov.

Selvom hun dropper sit folketingskandidatur, beholder hun dog sin plads i partiets magtfulde landsledelse.

Den 52-årige Meta Fuglsang, der både er uddannet lærer og jurist, er en del af traditionalisterne i partiet. Under det seneste landsmøde blev hun under stor tumult slået i kampen om at blive næstformand i partiet.

Hun havde ellers været næstformand, siden Thor Möger Pedersen blev hentet ind i regeringen som minister, men tabte kampvalget til Mattias Tesfaye og Mette Touborg.

Tidligere har hun stillet op til posten som formand for SF. Dengang blev hun slået af både den senere formand Villy Søvndal og Pia Olsen Dyhr.

Årsagen til, at Meta Fuglsang opgiver sit folketingskandidatur, er et nyt drømmejob i Københavns Kommune. Her er hun ny områdechef for Børnefamiliecenter København i Bispebjerg-området, skriver Nordvestnyt.

Hun er så glad for jobbet, at det nu har fået førsteprioritet i hendes arbejdsliv, og SF og landspolitikken er rykket længere ned ad prioritetslisten, skriver avisen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.