Metal-bosser anbefaler et ja til overenskomstforliget

Hovedbestyrelsen i Dansk Metal anbefaler medlemmerne at stemme ja til overenskomstforliget.

Hovedbestyrelsen i Dansk Metal har set nærmere på søndagens overenskomstforlig og anbefalingen til medlemmerne forud for den kommende urafstemning lyder: Stem ja.

- Det nye treårige forlig sikrer bedre vilkår over en bred kam, og aftalen rummer både forbedringer af eksisterende rettigheder og nye muligheder, der skaber tryghed og gennemsigtighed, skriver Dansk Metal i en pressemeddelelse.

Hovedbestyrelsen fremhæver blandt andet, at forliget betyder fordobling af indbetaling på Fritvalgs Lønkontoen, bedre vilkår for barselsorlov og hurtig hjælp til dem, der mister deres job.

Arbejdsgiverne i Dansk Industri og lønmodtagerne i fagforbundene under CO-industri blev søndag enige om en ny treårig overenskomst for 240.000 ansatte på det private arbejdsmarked.

Aftalen bliver mandag præsenteret for hovedbestyrelserne i forbundene i CO-Industri, som skal finde frem til, om de skal anbefale deres medlemmer at stemme ja eller nej til forliget i den kommende urafstemning.

Den nye overenskomst er treårig og rækker frem til 1. marts 2017. Resultatet kom efter 24 timers uafbrudte forhandlinger i Dansk Industris Hus på Rådhuspladsen i København.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst