Metal har fået sig godt indrettet

Fagforbund har fået mere plads og lokalerne er rettet mod fremtiden og eventuel udvidelse

HJØRRING:Metal Nordvestvendsyssel har fået ny adresse. Tidligere holdt fagforeningen til i Kongensgade, men nu er lokalerne på Frilandsvej, der tidligere huserede fagforeningen KAD, indtaget af Metals seks medarbejdere. - Og vi har det godt, lyder det fra formanden Svend Aage Jensen. Efter fusionen med Metal i Hirtshals sidste forår var det blevet trængt med plads i midtbyen, hvorfor KADs udflytning og sammenlægning til fagforeningen 3F kom som en god chance for Metal til at flytte i større lokaler. - Og samtidig er huset jo indrettet til netop det, vi skal bruge, så vi har ikke så meget som måttet flytte en væg, siger Svend Aage Jensen. Næsten alle flyttekasser er nu pakket ud, og selv om medlemmerne det seneste par uger har kunnet kigge forbi på Frilandsvej, så er kontoret endnu ikke helt klar til officiel indvielse. - Vi mangler stadig noget, men vi har da fået sat vores eget præg på stedet - blandt andet ved at få malet den blå farve, vi i Metal jo så godt kan lide, siger Svend Aage Jensen. Selv om afdelingen nu er rykket ud østpå, så er det ifølge formanden stadig en central adresse set i lyset af, at medlemmerne geografisk kommer flere forskellige steder fra. - Vi ligger godt her ved rundkørslen. Tæt på motorvejen. Og vi kan da allerede nu godt mærke, at medlemmerne fra Hirtshals godt kan finde hertil, siger Svend Aage Jensen. Og der er da også indrettet et ekstrakontor på Frilandsvej, så der er plads til eventuelle udvidelser. - Situationen er den, at vi i dag dækker medlemmerne i Hjørring, Sindal og Hirtshals, mens medlemmerne fra Løkken-Vrå kommune er delt mellem os og Brønderslev. Den opdeling er sket på et tidspunkt, da vi jo troede, at det var Hjørring, Sindal og Hirtshals kommuner, der ville gå sammen som en storkommune, men siden er Løkken-Vrå jo kommet med, og det stiller os i en anden situation med vores medlemmer netop der, forklarer Svend Aage Jensen, som dog endnu ikke har klarhed over, hvordan Metal for fremtiden geografisk skal dækkes. - Men vi er fremtidssikret med vores nye lokaler, fastslår Metal-formanden. Metal har dog fortsat et satellitkontor i Hirtshals, men der bliver ifølge formanden længere og længere imellem henvendelserne lokalt de tre dage om ugen, der i Hirtshals er åbent på kontoret. Svend Aage Jensen står frem til årsskiftet i spidsen for Metal-medlemmer fra Hjørring, Hirtshals, Sindal og en del fra Løkken-Vrå kommuner. Derefter afløses han på posten af nuværende næstformand og tidligere Metal-formand i Hirtshals, Mogens Bjerre. Til den tid skifter Svend Aage Jensen de daglige ture mellem sit kontor og printeren ud med flere ture på golfbanen.