Metalbranchen kører på et højt niveau

Thys to største metalarbejdsgivere har overvundet krisen og taler nu om stabil beskæftigelse og øget aktivitet.

Hvem ville have troet det for bare to-tre år siden? I kølvandet af finanskrisen måtte Thys to største arbejdsgivere indenfor metalindustrien - Cimbria og Sjørring Maskinfabrik - skille sig af med en stor del af medarbejderne. Det så skidt ud med ordrebeholdningen. I dag er situationen en helt anden, fortæller adm. direktør hos Cimbria, Karsten Larsen: - Vores ordrebeholdning er i orden. Faktisk har vi ordrer på opgaver i et halvt år frem. Det er et meget højt niveau - om nogensinde det højeste. Så beskæftigelsen hos os er stabil og gennem den seneste tid har vi da også ansat flere medarbejdere, siger Karsten Larsen. I dag beskæftiger Cimbria omkring 250 medarbejdere i produktionen i Thisted. Fuld styrke Hos Sjørring Maskinfabrik tegner sig det samme billede. For bare to-tre år siden var medarbejderantallet helt nede på 175. I dag er man tilbage på fuld styrke med 300. - Vi mærker en øget aktivitet. Og vi har da også taget omkring 50 nye medarbejdere ind siden nytår, siger adm. direktør, Mogens Nielsen. Opsvinget bunder i en øget aktivitet hos Sjørring Maskinfabriks svenske kunder, såsom Volvo. - Desuden har vi med Atlas Copco fået en ny, stor kunde, siger Mogens Nielsen. Han vil - belært af erfaringerne - helst ikke udtale sig om fremtidsudsigterne. Kortere tidshorisont - I forhold til tidligere, arbejder vi med en kortere tidshorisont. Der skal jo så lidt til for at markedet igen ser helt anderledes ud. Men pilen peger pt. lidt opad. Dog oplever vi lige nu en stærkt stigende pris på stål, siger han. Formanden for Metal Thy-Mors, Erik Bjerre Kristensen, bekræfter, at hans afdeling dagligt får meddelelser fra medlemmer om, at de er kommet i arbejde. - Generelt fornemmer jeg en fremgang, siger han.

Forsiden