Overenskomster

Metalfolk tilfredse med industriaftale

Kun en nordjysk afdeling vil anbefale nej ved afstemning

AALBORG:Bortset fra Dansk Metal i Sæby går alle nordjyske afdelinger af metalarbejderforbundet ind for den nye industrioverenskomst, oplyser Kurt Tinus Nielsen, formand for Metal Aalborg og for de nordjyske metalarbejdere i Region 1. Han erkender, at der langt fra er tale om det allerbedste resultat, man kunne forestille sig. - Under de givne omstændigheder, tror jeg ikke, man kunne forestille sig en ret meget anderledes aftale. Jeg forstår ikke de kræfter, der har udtalt sig negativt om overenskomsten. Selvfølgelig er der også nogle tidsler, vi må tage med, men jeg synes, vi skal se positivt på det og så i øvrigt bruge de lokale forhandlinger til at få noget mere hjem i løn, hvor det er muligt, siger Kurt Nielsen. Han har i sin egen bestyrelse for Metal Aalborg og i kredsen af tillidsfolk fra de større arbejdspladser i Aalborg fuld tilslutning til sin anbefaling af at stemme ja. - Vi holdt et møde med 41 tillidsmænd, og der var kun to, der ville sige nej, mens der i vores 15 mand store bestyrelse var tale om et enstemmigt ja, konstaterer Kurt Nielsen. Han er bekymret over, at der har været flere misforståelser omkring dette års overenskomst. - Man taler om, at der rokkes ved strejkeretten, men det passer jo slet ikke. Det kan kun ske i direkte forhandlinger mellem LO og DA, påpeger Kurt Nielsen. - Derimod er det rigtigt, at man har udvidet arbejdsgiverens mulighed for at kræve overenskomststridige strejker "afspadseret" ved overarbejde uden ekstrabetaling. Hvor overarbejdet tidligere skulle foregå inden for en uge efter strejken, kan det nu ske i op til 14 dage efter. Men det er jo stadig kun noget arbejdsgiveren kan bede om, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange arbejdsgivere der vil benytte den mulighed lige efter at have begravet en konflikt, siger Kurt Nielsen, der understreger, at fagbevægelsen stadig har fredspligt, altså skal modvirke, at det kommer til strejker og andre aktioner. At arbejdsgiverne skulle have fået bredre muligheder for at diktere fleksible arbejdstider, betegner han som det rene vrøvl. - Det er ikke spor anderledes, end det plejer at være, siger han. - Helt overordnet synes jeg, at vi skal bruge kræfterne på at få vendt udviklingen i beskæftigelsen. Vi har en uhyggeligt høj arbejdsløshed, og den udgør et langt større problem end en overenskomst, der måske ikke opfylder alle vore ønsker. Man skal jo også huske på, at der er tale om en forhandling, hvor man også må give noget. Og i mine øjne er det til at leve med, siger Kurt Nielsen.