Overenskomster

Metalformand fra Lyngs

Thorkild E. Jensen, formand i Dansk Metal, fylder mandag 60 år.

Thorkild E. Jensen fylder i dag 60 år.

Thorkild E. Jensen fylder i dag 60 år.

Siden 2003 har Thorkild Engell Jensen stået i spidsen for landets smedeuddannede. Han har måske nok ført en lidt lavere profil end visse af sine forgængere, men lægger heller ikke selv skjul på, at han ikke er den højtråbende type - men fokuseret på at nå resultater. Således har Thorkild E. Jensen forklaret, hvordan der i hans tidlige faglige år var mange - også for mange - faglige kampe, hvor resultatet ikke altid stod mål med indsatsen. I stedet ønsker han at nå resultater, uden at det koster af medlemmernes lønkroner. Da Thorkild E. Jensen afløste Max Bæhring i 2003, kom det ikke som nogen overraskelse, da det havde ligget i kortene et stykke tid. Men samtidig var den da 53-årige thybo ikke noget kendt ansigt udadtil. Han havde satset sine kræfter på hårdt arbejde på de indre linjer. Arbejdsomhed med tidlige mødetider og lange arbejdsdage er noget af det, som går igen i omtalen af Thorkild E. Jensen. Samtidig betegnes Thorkild E. Jensen som en formand, der tænker tingene grundigt igennem og analyserer problemerne, før han træffer beslutninger. Metalformanden fremhæves også for altid at være klar til at møde op til både store og små arrangementer med medlemmerne. Selv har han talt om sit sociale sindelag som et vigtigt kendetegn - metalformanden kan ikke acceptere, når nogen bliver behandlet urimeligt. Thorkild E. Jensen startede som smedelærling i Lyngs i Thy og blev senere tillidsrepræsentant hos Vølund og formand for Metal i Esbjerg. I 1988 kom han ind i Dansk Metals forretningsudvalg, og i 1993 blev han forbundssekretær. Året efter indtog han næstformandsposten i forbundet. Som formand for de ni fagforbund i CO-Industri har Thorkild E. Jensen i flere omgange været centralt placeret i overenskomstforhandlinger for omkring 275.000 danskere - senest i løbet af de endnu igangværende forhandlinger. /ritzau/