Tyskland

Metalhus - nu med tysk arbejdskraft

FREDERIKSHAVN:Der måtte tysk arbejdskraft til, da de første spadestik i går blev taget til Dansk Metals nye hus på hjørnet af Vendsysselvej-Esbjerggade. Sagen ender dog næppe i arbejdsretten, da det skete i al venskabelighed og med alle aftaler på plads und Ordnung. Jörg Schulz, overborgmester i Bremerhaven, og Artur Benneken, chef for magistraten og formand for byrådet i Frederikshavns tyske venskabsby, gravede sammen med vores egen overbürgermeister, Erik von Sörensen, de første huller, der til nytår gerne skulle være vokset til 560 kvadrameter nyt Metalhus i ét plan. - Vi får en meget bedre udnyttelse af pladsen i forhold til vores nuværende hus i Danmarksgade, siger Jørn Larsen, formand for Dansk Metal Frederikshavn. For øjeblikket løber medlemmer og medarbejdere op og ned ad trapper mellem A-kassen, den faglige afdeling og mødelokalerne. Formanden er sikker på, at medlemmerne nok skal finde vej til afdelingens nye domicil. - Vi kommer til at bo lige ved omfartsvejen og bybussen holder lige uden for døren. I Danmarksgade er vi efterhånden lukket inde og medlemmerne har svært ved at finde en parkeringsplads i nærheden. Jørn Larsen henviser til AF, der efter udflytningen til Vestbyen har fået flere besøgende. Murermester Henrik Carlsen har totalenterprise på det nye Metalhus, der bygges i røde mursten og løber op i ca. seks mio. kr. Huset i Danmarksgade er solgt til Dronninglund Invest Aps, der vil lave skobutik i stuen og kontorer og lejligheder på første og anden sal.