Ungdomsuddannelser

Metallærlinge fra Hobro fik hæder

Toppriser til lærlinge fra Randers Tekniske Skole. Fra højre er det guldvinder Henrik Ahlmann Jensen, Randers, sølvvinder Janni Munkholm Nielsen, Hobro og bronzevinder Jeppe Terkelsen, Hobro. Foto: Steffen Bach Jensen

Toppriser til lærlinge fra Randers Tekniske Skole. Fra højre er det guldvinder Henrik Ahlmann Jensen, Randers, sølvvinder Janni Munkholm Nielsen, Hobro og bronzevinder Jeppe Terkelsen, Hobro. Foto: Steffen Bach Jensen

HOBRO:Overraskelse, stolthed og stor glæde var de dominerende følelser hos tre nyudlærte svende fra Randers Tekniske Skole, da de var til prisoverrækkelse i København. To af dem, der fik priser, er fra Hobro. Det er klejnsmed Janni Munkholm Nielsen og industritekniker Jeppe Terkelsen. De to dygtige lærlinge blev hædret med henholdsvis sølv og bronze. Prismodtagerne fra Hobro er blandt 229 af Danmarks dygtigste metallærlinge, der har fået 11 eller 13 til svendeprøverne. Industritekniker Henrik Ahlman Jensen, Randers, kom helt til top og fik guld. Janni Munkholm Nielsen fil sølv sammen med fem andre håndværkere, og Jeppe Terkelsen var blandt de 30, der fik bronze. Prisuddelingen er et samarbejde mellem Metalindustriens Lærlingeudvalg, Dansk Industri, DS-Dansk Håndværk og Industri og Dansk Metal, og ud over krav om tårnhøje karakterer bliver de unge også bedømt på deres personligheder. Klejnsmed Janni Munkholm Nielsen siger med jysk beskedenhed i stemmen, at man da følte sig lidt stolt over sølv. Janni Munkholm Nielsen har fået prisen, fordi hun både udfører sit arbejde perfekt, er særdeles god til at samarbejde og er kreativ og fleksibel. Ud af de 38 prisvindere var fire af hunkøn, så det er dygtige piger, der går i gang med en metaluddannelse. Janni Munkholm Nielsen er både student og smed, og hun arbejder videre som svend hos Rockwool i Øster Doense ved Hobro, hvor hun har været i lære som klejnsmed. Også bronzevinderen Jeppe Terkelsen, der er udlært som industritekniker på Danogips i Hobro, er stolt over sin pris. Han havde ikke regnet med at blive hædret, så han er meget tilfreds. - Hvis det på et tidspunkt bliver sværere at få arbejde, vil det have en betydning, at jeg kan skrive bronzeprisen på mit CV, siger Jeppe Terkelsen, der har haft nemt ved at finde et arbejde som udlært industritekniker. Uddannelseschef på Randers Teknisk Skole Max Laigaard siger, at det er første gang, lærlinge fra den samme tekniske skole får både guld, sølv og bronze.