Metals formand runder 60 år

Svend Aage Jensen fejres hos Dansk Metal Nordvestvendsyssel på sin fødselsdag på mandag

HJØRRING:Svend Aage Jensen var med som ansat, da HMAK i 1971 flyttede til Hjørring. I dag er han med ved udflytningen, idet han som formand for Dansk Metal i Nordvestvendsyssel er stærkt involveret i ændringerne på den militære arbejdsplads i Hjørring. På mandag fylder han 60 år, og det fejres med reception i Metals kontorer på Frilandsvej. - Ja, jeg kom faktisk til at virke som en slags tolk, da HMAK flyttede til Hjørring, smiler formanden. Det lå ikke lige for, at den unge Svend Aage skulle tage realen med på Hirtshals Skole. De fleste kammerater tog ud for at fiske, mens Svend Aage fortsatte i skolen. - Jeg var nødt til at tage den realeksamen, fordi jeg ville i lære som radio-tv-mekaniker. Men jeg må indrømme, at jeg var ved at opgive mange gange, da kammeraterne begyndte at køre rundt i hvide Volvoer med rødt læderindtræk. Men siden blev jeg glad for min realeksamen, for det gjorde mange ting nemmere, fortæller den kommende fødselar. Efter endt uddannelse hos Egon Jensen i Fjernsynsmagasinet i Hirtshals kom Svend Aage ind til militæret på Ryvangen Kaserne, hvor den signaltekniske tjeneste havde til huse. Han blev korporal og kom siden hen til Dronningens Livregiment på Nr. Uttrup Kaserne. - Det var meget elektronik og det var interessant nok, men som en af mine chefer sagde, så "manglede jeg militær anstand". Men det endte da med, at jeg tegnede en tre-årig kontrakt. Undervejs kom det frem, at HMAK skulle flytte til Hjørring, og så søgte jeg en civil stilling der. Det betød, jeg kom tilbage til Ryvangen, før jeg så flyttede med til Hjørring., hvor jeg arbejdede på HMAK lige til jeg blev formand her. Min gamle far var gal på mig, fordi jeg forlod et godt sikkert statsjob til fordel for sådan noget usikkert noget i en fagforening. Han var selv arbejdsmand i Hirtshals, og for ham var frygten for arbejdsløshed en evig trussel livet igennem, siger Svend Aage Jensen. Ved sin afgang fra Dansk Metal til marts næste år har Svend Aage Jensen gennemført en fusion med afdelingen i Hirtshals. Det er bestemt, at den nuværende næstformand Mogens Bjerre overtager formandsposten, og afdelingen er flyttet fra Kongensgade til de nye lokaler på Frilandsvej. - Jeg synes faktisk, at den her fusion er gået fantastisk godt. Det vigtigste har været at skabe tryghed. Jeg har været med til mange fusioner og har set, hvordan det er noget af det vigtigste. Hvis ikke folk er trygge, er der altid nogen, der spiller bagom. Vi har nu fået skabt en afdeling, som stort set passer til den nye storkommune, og det skulle gerne blive til en fordel for medlemmerne. God til mad Svend Aage Jensen er en stor og stærk som en smed. Rolig og det virker somom der skal meget til, før han bliver slået ud af kurs. Han er gift med Lisbeth, som i en årrække var hjemmegående. - Det var hun i otte år, mens børnene var små. Det var godt, mindes Svend Aage, som til gengæld i en årrække stod for aftensmaden, da Lisbeth fik arbejde i en forretning, og han selv stadig arbejdede på HMAK. Dengang boede parret i Allingdam i et hus, som blev solgt, da Svend Aage begyndte i formandsstolen og arbejdsdagene pludselig blev meget længere og mere uforudsigelige. - Vi lejede lejligheden ovenpå kontoret i Kongensgade. Nogle år før havde vi købt et sommerhus i Lønstrup, og det er vi nu flyttet permanent ind i. Det nyder vi meget. Min kone er opvokset ved Thorup Strand, så hun nyder også at være kommet ud til havet. Fritiden tilbringer parret for en stor del i Hirtshals, hvor de har meldt sig i ind i golfklubben. - Vi startede sidste år efter hårdt pres fra børn og især vores barnebarn, som er noget af en golf-haj. Det er dejligt at spille golf, lyder det fra fødselaren.