Metalvirksomhed i klynge

Nørresundby 1. juni 2007 06:00

V. HASSING: Metalvarevirksomheden Nytech A/S, Vester Hassing, skifter ejer. Efter 21 år har virksomhedens grundlæggere, Gunnar Nymark Jensen og Hanne Bækgaard Jensen solgt deres livsværk til virksomheden HD-Design A/S, Nørresundby, og Nytechs nye adm. direktør Emil Poulsen, der har købt en fjerdepart. Nytech har 36 medarbejdere og beskæftiger sig med kundespecifik metalvareproduktion. - Virksomheden passer derfor godt ind i en ny struktur, som i øjeblikket bygges op omkring HD-Design samt selskabets øvrige søster- og datterselskaber, oplyser koncernens leder, Hans Jørgen Dalum. Nytech drives videre som en selvstændig virksomhed i Vester Hassing, men indgår i et klyngesamarbejde med foreløbigt to metalvirksomheder i HD-Design-regi, nemlig HD Machine Production i Hefei, Kina, og rørforarbejdningsvirksomheden SPC A/S i Nørresundby, der blev etableret af Hans Jørgen Dalum og Henrik B. Jørgensen for et par år siden. - Samarbejdet gør det muligt for virksomhederne at levere en unik bredde af metalløsninger til kunderne, hvor klyngen råder over alle fordele i en dansk og en kinesisk produktion, fremhæver Hans Jørgen Dalum. Klyngen har tilsammen knapt 100 medarbejdere. Den ny direktør for Nytech, Emil Poulsen, har drevet selvstændig konsulentvirksomhed og er ekstern lektor ved Aalborg Universitet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...