Meteorsværm topper i weekenden

København: Natten mellem lørdag og søndag topper stjerneskudssværmen Perseiderne - men Månens lys vil genere noget, og vejrudsigten er heller ikke alt for god. Perseiderne er en sværm af meteorer, også kendt som Sankt Laurentii Tårer, som er aktiv fra slutningen af juli til slutningen af august. Der forventes flest stjerneskud natten mellem 12. og 13. august, men den aftagende måne - tre dage efter fuldmåne - vil gøre himlen så lys, at de svageste stjerneskud ikke kan ses. Perseiderne stråler tilsyneladende ud fra et punkt i stjernebilledet Perseus, der ses under Cassiopeias karakteristiske skæve “W”. Ved midnat står dette punkt (kaldet radianten) højt på himlen i nordøstlig retning, mens Månen endnu ikke er kommet så højt op. Tidspunktet omkring midnat er derfor det bedst mulige til at kigge efter Perseider, oplyser Tycho Brahe Planetarium. Der skal dog ekstra held til i år, for meteorologerne på DMI forudser enkelte byger natten til søndag. Stjerneskuddene er rester af kometen Swift-Tuttle, der trænger ind i atmosfæren med mere end 200.000 km i timen. Luften foran kometstumpen presses sammen og bliver derfor meget varm, og når stumpen fordamper, ser vi sporet af glødende luft som et stjerneskud./ritzau/