Storvorde

Metrobussen er ikke velkommen

Metrobussen i Storvorde får snart en ny rute, hvor den kører omkring beboerkvarteret på Rødhøjvej i stedet for at køre i en cirkel inde i byen. Men beboerne på Rødhøjvej er ikke glade for, at de nu skal have en bus på deres vej. De mener, at der i forvejen er for meget trafik. For få år siden blev de lovet, at vejen ikke ville blive en gennemfartsvej, men det mener de, at den er blevet. De har derfor afleveret et protestbrev på rådhuset, hvor de kræver et møde med byrådet, hvis afgørelsen om Metrobussens nye rute ikke laves om. Det er Nordjyllands Trafikselskab, der har foreslået ændringen. Det har de gjort for at komme ud til flere beboerområder og gøre ruten hurtigere. Teknisk udvalg i Sejlflod Kommune har takket ja og bedt vejafdelingen om at lave de ændringer, der skal til for at bussen kan køre på vejen.