EMNER

Metroen i kort snor

KØBENHAVN:Startvanskelighederne for Københavns metro gør, at Jernbanetilsynet nu vil holde metroen i meget kort snor. Så kort, at selskabet Metroservice, der står for den daglige drift, hver morgen klokken 9 skal aflevere en rapport til Jernbanetilsynet om trafikken i det seneste døgn. Det oplyser Jernbanetilsynets direktør Flemming Lund. - Grænsen mellem driftsproblemer og sikkerhed er flydende, og skal man for eksempel til at udføre opgaver manuelt, kan det gribe ind i sikkerheden. Derfor følger vi driften meget nøje, siger Flemming Lund. Procedurerne med daglig rapport blev aftalt på et møde mellem parterne i går, da man skulle finde frem til en måde, hvorpå selskabet løbende kunne dokumentere metroens driftssikkerhed. Metroen har siden åbningen i lørdags været ramt af flere vanskeligheder. Der har været et driftsstop, hvor passagererne måtte forlade det holdende tog i tunnelen. Der har været kritik af nødtelefonerne og problemer med et barn, som ikke nåede ind i toget sammen med sine forældre, før dørene lukkede. Der har også været problemer i et af togene med dørene, der åbnede på den forkerte side, så passagererne kunne falde ned på togsporene. Det problem blev dog løst i weekenden, efter at Ørestadsselskabet indskærpede procedurerne over for metrostewarderne. Den løsning er Flemming Lund tilfreds med. Åbningsweekenden bød ikke på yderligere sikkerhedsproblemer, men alligevel vil tilsynet have sit falkeblik rettet mod metroen et stykke tid endnu. - Bortset fra episoden lørdag aften, hvor dørene i begge sider af et holdende tog åbnede, skete der ikke noget i løbet af weekenden, som gjorde, at vi følte os kaldet til at gribe ind, siger Flemming Lund. I går sendte Jernbanetilsynet de krav til metroen, som skal opfyldes, før banen kan komme op på fuld kapacitet. Metroen har foreløbig kun godkendelse til at køre hvert sjette minut mod planlagt hvert fjerde minut og hvert tredie minut i myldretiden på den centrale strækning - men hvor længe restriktionen skal vare er op til Ørestadsselskabet. - Hvis de kan opfylde de krav, vi stiller, hurtigere, så kan metroen komme op på fuld kapacitet, inden der er gået to måneder, men det kan også komme til at vare længere, siger Flemming Lund. /ritzau/