Metroen stopper rulletrapper i nattetimerne

København, onsdag /ritzau/ Beredskabsgruppen for den københavnske Metro besluttede onsdag at stoppe de nedadkørende rulletrapper på alle tunnelstationer i tidsrummet fra midnat og til klokken seks morgen. Det sker som en konsekvens af den seneste faldulykke, hvor en ung mand i sidste uge kom alvorligt til skade. Dertil har overvågningspersonalet fået besked om at holde skærpet tilsyn med stationerne på Nørreport og Kgs. Nytorv, hvor to unge mænd sidste år døde som følge af faldulykker. Ifølge Thue Ravn, kommunikationschef for Ørestadsselskabet, er den primære årsag bag de tre ulykker unges adfærd om natten, især op til og i weekender. - De unge er glade og måske påvirkede og færdes på en risikobetonet måde, hvor de har lænet sig ud over gelænderet eller sat sig på det. Derfor stopper vi de nedadgående rulletrapper i nattetimerne, hvor man så vil være nødt til at gå ned på almindelig vis, siger Thue Ravn. I september sidste år døde en 26-årig mand, da han mistede balancen på Nørreport Metrostations rulletrappe og faldt 11 meter ned. Og i maj omkom en 17-årig dreng, da han faldt ned fra et gelænder på stationen på Kongens Nytorv. /ritzau/