Metropols ejere i dyb krise

Stort set alle ejere af butikscentret Metropol i Hjørring er enten konkurs eller overlever på bankernes nåde.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hovedparten af ejerne af selskabet bag butikscentret Metropol er enten konkurs eller er under afvikling efter aftale med deres bankforbindelser. Arkivfoto: Kurt Bering

Hovedparten af ejerne af selskabet bag butikscentret Metropol i Hjørring er enten konkurs eller er under afvikling efter aftale med deres bankforbindelser. Det er konklusionen efter en gennemgang af de seneste årsregnskaber og andre oplysninger fra butikscentrets aktionærer, som NORDJYSKE har foretaget. Ud af de i alt seks oprindelige aktionærer i Metropol er de to konkurs. Det drejer sig om ebh-fonden og investeringsselskabet Haverslev-Vestergaard ApS. En enkelt solid aktionær Herudover er tre af aktionærerne - Konsortium Via Fontana A/S, PG Investment A/S og PDML ApS - kriseramte og lever i mere eller mindre grad på de respektive bankforbindelsers nåde. De fem aktionærer, der enten er konkurs eller pengeløse, tegner sig for i alt 75 procent af aktiekapitalen i Metropol. Kun den sjette aktionær - Wagner Ejendomme ApS med base i Aalborg - der ejer de resterende 25 procent af aktierne, ser ud fra det offentliggjorte årsregnskab at dømme til at have klaret sig nogenlunde uskadt gennem de seneste års finanskrise. Kunde i Fjordbank Mors Butikscentret Metropol har samlet tabt omkring 70 millioner kroner i de to seneste regnskabsår, og selskabet skyldte ved årsskiftet 33 millioner kroner mere væk, end der er værdier for. Metropol bliver også nævnt som en af de usikre udlånskunder, der har været medvirkende til, at Fjordbank Mors er krakket. Gælden til den krakkede bank er ifølge flere kilder på over 100 millioner kroner, som statsselskabet Finansiel Stabilitet nu skal forsøge at inddrive hos Butikscentret Metropol. Det har ikke været muligt at komme i kontakt med bestyrelsesformand Troels Brøndum Andersen fra Butikscentret Metropol eller med de to øvrige bestyrelsesmedlemmer i selskabet, Sven Wagner Pedersen og Finn Poulsen.