Mette F. afviser Thulesen: Siger ja til trepartsaftale

Der bliver ikke noget parløb mellem S og DF om at bremse aftalen om at sluse flygtninge ind på elevløn.

Socialdemokraterne stemmer ja til den trepartsaftale, som regeringen har forhandlet med arbejdsgivere og arbejdstagere. Det fastslår Mette Frederiksen.

Dermed står Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl alene med forsøget på at bremse den centrale del af aftalen: En ny ordning med såkaldte integrationsstillinger, der giver flygtninge mulighed for at komme i arbejde på elevløn i et toårigt integrationsforløb.

Ifølge DF-formanden vil det presse ufaglærte danskere og betyde, at flygtninge får tilskyndelse til at blive permanent i Danmark, frem for at rejse hjem, når der er fred i deres hjemlande.

Thulesens oprør får dog ikke støtte fra Socialdemokraterne. Her ser man det som afgørende, at fagbevægelsen har sagt god for trepartsaftalen. Når arbejdsmarkedets parter er enige, bør Christiansborg ikke stå i vejen, siger Mette Frederiksen:

- En af de store forskelle på Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er, at vi har en meget stor respekt for tillidsmændene ude på virksomhederne, og på den måde arbejdsmarkedet virker på.

- Det er klart, at når arbejdsgivere og arbejdstagere har kunnet indgå en aftale, så bør vi fra Christiansborgs side støtte det og respektere det, siger Mette Frederiksen.

Hun mener, at aftalen lever op til ikke at forskelsbehandle mellem danskere og flygtninge:

- Vi har sagt, at aftalen ikke må være på bekostning af danske lønmodtagere, og aftalen er heldigvis blevet ændret på et af de punkter, hvor der desværre var en forskel, siger Mette Frederiksen.

Hun henviser til, at der oprindeligt var lagt op til, at virksomheder skulle kunne få et særligt tilskud, hvis de ansatte en flygtning i en integrationsstilling. Det såkaldte IGU-forløb.

Mens en ansættelse af danske unge i et lignende såkaldt EGU-forløb ikke udløste tilskud. Det er blevet ændret, så virksomheder i begge tilfælde får tilskud.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.