Mette F. på flagdag: Vi skal have en bedre veteranpolitik

Den danske veteranpolitik er slet ikke god nok, og statsministeren vil have gjort den bedre, siger hun i tale.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder lørdag tale ved en mindehøjtidelighed ved Monumentet for Danmarks Internationale indsats siden 1948 ved Kastellet i København. Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

AALBORG:På flagdag for Danmarks udsendte lørdag siger statsminister Mette Frederiksen (S), at hun vil have gjort den danske veteranpolitik bedre.

Det skal sikre de veteraner, som vender hjem fra missioner med psykiske og fysiske skader.

- Siden 1948 har op mod 60.000 danskere været udsendt. 60.000. Det betyder, at mange af os også har det privilegium at møde jer i vores hverdag.

- Men vi skal tage bedre imod veteranerne. Nogle af jer vil kæmpe, efter I kommer hjem. Vi skal have en solid veteranpolitik. Den skal blive bedre, for den er slet ikke god nok i dag, siger hun.

Veteranpolitikken angiver de generelle principper og de overordnede målsætninger for støtte til veteraner og deres pårørende.

Politikken sætter rammen for konkrete initiativer på veteranområdet.

Mette Frederiksen udtrykker i sin tale også stor taknemmelighed til nye og tidligere udsendte.

- På vegne af hele Danmark og alle danskere, tak. Tak for indsatsen. Tak fordi I gør jeres, for at verden bliver et mere retfærdigt og trygt sted at leve for os andre.

- I kæmper for fred. I kæmper for demokrati. Og I ved om nogen, at den kamp kommer med en pris. Vi skylder de faldne respekt, og vi må aldrig glemme dem, siger hun.

Også Venstre ønsker at styrke veteranpolitikken, siger forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt (V) i en skriftlig kommentar.

- Det er vigtigt, at vi passer bedre på dem, der kommer hjem med ar på krop og sjæl. Venstre vil styrke indsatsen for veteranerne.

- Vi vil starte med at bruge 15 millioner på at hjælpe de særligt hårdt ramte veteraner ved at få udbredt det succesfulde program ’På vej mod en god hverdag’, som lige nu kun findes i Region Syddanmark og Region Midtjylland, til hele landet, siger han.

Hvert år 5. september er der officiel flagdag i Danmark for veteraner, som har været udsendt på vegne af Danmark siden 1948.

Formålet er at hylde de personer, som er eller har været udsendt samt mindes de omkomne.

Det officielle Danmark markerer flagdagen for Danmarks udsendte ved en mindehøjtidelighed ved Monumentet for Danmarks Internationale indsats siden 1948 på Kastellet i København.

Det er her, statsministeren holder sin tale. Også kronprinsparret er med til højtideligheden.

Efterfølgende er der mindegudstjeneste i Holmens Kirke, hvor blandt andre udenrigsminister Jeppe Kofod (S) holder tale.

Normalt er der en parade med det sidste årtis veteraner på Christiansborg Slotsplads efterfulgt af en reception arrangeret af Folketinget. Men på grund af corona-situationen er det aflyst i år.

Også flere kommuner har valgt at aflyse arrangementer for nye og gamle veteraner. I stedet bliver der opfordret til at sætte flag i vinduer og hejse flag i stængerne.

En veteran er en person, der på baggrund af en beslutning truffet af Folketinget, regeringen eller en minister har været udsendt i mindst én international mission. En veteran har mindst været udsendt i 28 sammenhængende dage.

På officielle flagdage - som 5. september for Danmarks udsendte - har statslige myndigheder pligt til at flage med splitflag fra deres bygninger.

Private personer, virksomheder og organisationer har ikke pligt til at flage, men gør det ofte.

Også de fleste trafikselskaber har sat flag på busserne i forbindelse med flagdagene.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.