Mette F.: Sådan splitter DF og Løkke Danmark

Færre almene boliger, loft over kontanthjælp og karakterkrav i gymnasierne hægter danskere af, siger Mette F.

De sidste ti måneder er vejen blevet stejlere for de danskere, som ikke har så meget.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, der i sin 1. maj tale anklager regeringen og Dansk Folkeparti for at splitte Danmark og gøre for lidt for de danskere, der har mindst:

- Først foreslår regeringen at bygge markant færre almene boliger i byerne.

- Så indfører Løkke og Thulesen Dahl et kontanthjælpsloft. Et loft, der vil forringe tusindvis af udsatte familiers økonomi. Et loft, der vil ramme børnene, og et loft, der gør det sværere at finde en lejlighed, der er til at betale.

- Og for at gøre ondt værre er beskeden til de samme familier, at mange af deres unge nu ikke skal kunne komme i gymnasiet, siger Mette Frederiksen med henvisning til de blå partiers ønske om at indføre et karakterkrav på 4 i gymnasiet.

- Med tre præcise slag rammer DF og Løkke masser af familier, der i forvejen ikke har fået alt forærende, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.