Mette F: Vi skal bruge flere penge klogt på velfærd

Mette Frederiksen skal søndag diskutere velfærd og finansieringen af den med sine støttepartier.

Mette Frederiksen ankommer til søndagens forhandlinger om dannelse af en ny regering.

Mette Frederiksen ankommer til søndagens forhandlinger om dannelse af en ny regering.

KØBENHAVN:Selv om det er søndag, bliver der ikke tid til at slappe ret meget af for socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen (S).

Hun bruger dagen i Landstingssalen på Christiansborg, hvor hun igen skal holde møder med de partier, der har peget på hende som kommende statsminister: De Radikale, Enhedslisten og SF.

Temaet for søndagens forhandlinger er velfærd og finansieringen af den, herunder bemandingen på landets sygehuse, plejehjem og daginstitutioner.

- Vi kommer helt sikkert til at tale normeringer. Valgets tale var meget klar på klima, men også på velfærd.

- Der er behov for at få ansat flere kolleger både til sygeplejersker, sosuer og pædagoger, så det kommer vi til at snakke om i dag, siger Mette Frederiksen på vej ind til forhandlingerne.

Hvis ikke vi får brudt den onde spiral, vi er inde i nu, hvor rigtigt mange offentligt ansatte løber for stærkt, kan vi ikke få skabt det velfærdssamfund, vi gerne vil, siger hun.

Der bliver ifølge statsministerkandidaten også behov for at snakke om, hvordan pengene kan bruges smartere.

- Vi skal vise, at et nyt flertal kan udvikle vores velfærdssamfund igen. Forudsætningen er, at vi bruger flere penge på velfærd, men også bruger dem klogere.

- Det kunne for eksempel gå ud på at flytte midler, hoveder og hænder fra skrivebordene og ud til det, vi kalder kernevelfærd, siger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.