Coronavirus

Mette Frederiksen forventer ikke flere nedlukninger

Vaccinerne virker, lyder det fra statsminister, men for mange under 40 år er ikke vaccineret endnu, mener hun.

Statsminister Mette Frederiksen (S) giver på pressemøde mandag en status på coronasituationen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) giver på pressemøde mandag en status på coronasituationen.

KØBENHAVN:Statsminister Mette Frederiksen (S) forventer ikke store coronanedlukninger i fremtiden, siger hun på pressemøde med status på coronasituationen.

- Hverdagen er heldigvis tilbage langt de fleste steder. Og vi har den klare forventning, at vi kan undgå store nedlukninger fremover, fordi vi har supervåbnet på plads: Vaccinerne, siger Mette Frederiksen.

Hun hæfter sig ved, at langt de fleste restriktioner i samfundet er væk.

- Der er en modsætning i det sted, vi er nu. På den ene side står vi med Delta-varianten, som er den hidtil mest smitsomme. På den anden side sætter vi samfundet frit. Det kan vi kun på grund af vaccinerne.

- I dag har tre ud af fire danskere fået mindst første stik. Mere end fire millioner er færdigvaccineret. Det svarer til 70 procent af befolkningen. Det er helt fantastisk, siger Frederiksen.

Der er dog fortsat for mange under 40 år, som ikke er blevet vaccineret, mener statsministeren.

Har man et indtryk af, at det er de ældre, som bliver syge, antager man forkert, siger statsministeren. Billedet er nu vendt om, så adskillelige unge mennesker de seneste måneder har været indlagt, siger hun.

- I Danmark er det frivilligt, om man ruller ærmet op og får et stik i skulderen. Men jeg vil gerne sige meget direkte til jer, der endnu ikke er blevet vaccineret: I risikere at blive smittet, og I risikerer at give sygdom videre til et andet menneske.

- Så sørg nu for at blive vaccineret for din egen skyld og for alle andres skyld, siger Frederiksen.

Hun peger på, at mange bliver ramt af senfølger - også unge mennesker.

- Vi kender ikke det fulde billede af senfølger. Men det vurderes, at hver tiende kan rammes af senfølger, siger Frederiksen.

Lige inden pressemødet meddelte regeringen, at den har besluttet at støtte virksomheden Bavarian Nordic med 800 millioner kroner til udvikling af en dansk vaccine mod covid-19.

Desuden siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at det forventes, at alle får tilbudt et tredje vaccinationsstik mod covid-19 på et tidspunkt. Hvornår vides ikke.

- Myndighederne undersøger nøje, hvornår et tredje stik kan blive relevant, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.