Mette J. bøjer sig

KØBENHAVN: Svømmeren Mette Jacobsen stod fredag foran en eksklusion fra landsholdet, men i sidste øjeblik valgte hun at droppe sit samarbejde med lægen Allan Bundgaard. Dermed er hun klar til at stille op ved EM i kortbane i Wien, der starter 9. december. Dansk Svømmeunion havde krævet, at Mette Jacobsen afbrød sit samarbejde med astmalægen Allan Bundgaard, der i foråret tog skylden for svømmerens positive dopingtest. Unionen havde foreslået tre andre astmalæger. - Jeg skal hermed bekræfte, at mit lægelige samarbejde med Allan Bundgaard er ophørt. Som alternativ kan I bare oplyse mig om, hvilken af de tre læger I foretrækker, skriver Mette Jacobsen i en pressemeddelelse. /ritzau/