Motionsidræt

Mette Jensen klar til 21 km

120 løbere rejste i går til Gøteborg

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

120 løbere mødtes lørdag morgen hos Sportmaster i Havnegade i Frederikshavn. Senere gik turen til Gøteborg. peter broen

FREDERIKSHAVN:Mette Jensen fra Frederikshavn begyndte for alvor at løbetræne sidste år, hvor hun tilmeldte sig "Start to run". I går lørdag skulle hun sammen med 119 andre løbere deltage i et halvmaratonløb i Gøteborg, og Mette havde masser af sommerfugle i maven før turen på 21 kilometer. - Jeg tilmeldte mig sidste år og har løbetrænet to gange om ugen. Nu glæder jeg mig til at se, om jeg kan nå mit mål, siger 38-årige Mette Jensen med et smil. At sætte sig et mål er vigtigt i denne her forbindelse, for på den måde har løberen altid noget at kæmpe for. Det længste Mette hidtil har løbet er 16 kilometer, så hun er meget tæt på at være der, hvor hun gerne vil være. Mette fortæller, at opskriften på succes er en kombination af fysik og psykisk balance, og at et maratonløb er med til at udfordre løberen og giver mulighed for at overskride sin egen grænse. At løbe er samtidig en "fri" form for motion, og det passer Mette Jensen fint, at hun selv kan bestemme, hvornår hun ifører sig løbeskoene og kaster sig ud i træningen. Tiden er nemlig en vigtig faktor, når man har familie og samtidig har et arbejde at passe på Hotel Viking i Sæby. Deltagerne i "Start to run" mødtes lørdag morgen hos Sportmaster i Havnegade. I går handlede det om halvmarathon i Gøteborg, og senere på måneden gælder det Copenhagen Marathon. Tilmeldingen til projektet lukkede 1. oktober, og på det tidspunkt havde 1448 personer sagt ja til at deltage. I morgen mandag fortæller NORDJYSKE, hvordan det gik Mette Jensen i Gøteborg.