Mette og Max blev forklædt som pighvarrer på Nordsømuseet

Teamet "Fisk og Forklædning" er på programmet i vinterferien

Fødevarer 10. februar 2003 07:00

HIRTSHALS: Hvilken fisk ligner en sten? Hvordan gemmer jomfruhummeren sig? Og hvordan gemmer makrellen sig i de fri vandmasser? Der er masser af spørgsmål, men svarene kan også hentes på Nordsømuseet i Hirtshals, der i vinterferien har temaet "Fisk & Forklædning" på programmet. Og det med at skifte farve er pighvarren en af de bedste og hurtigste til. Den kan hurtigt komme til at ligne de omgivelser, den er i. Det gælder også for visse andre fladfisk, når de befinder sig på f. eks. en mørk bund, en lys bund eller en grusbund. Naturformidler Bjørn Kristensen fra Nordsømuseet fortæller ivrigt om de fisk, han har ved den stand, der er opstillet i vinterferien. Tre-årige Andreas Bøknæs fra Kås synes, det er meget spændende, og han tør godt røre ved de mange forskellige fisk, der er at se på. Hans forældre fortæller, at det er første gang, at Andreas gæster Nordsømuseet. Og han holder sig ikke tilbage med at undersøge de fisk, der ligger i noget is i et kar. Børn kan bl. a. iføre sig pighvarre-dragter og for en stund agere fisk i forbindelse med vinterferie-aktiviteterne. Otte-årige Mette Vorreholst fra Hjørring og den jævnaldrende Max Muhlig fra Tolstrup hopper i pighvarre-dragterne og forklæder sig som fisk. Det er akkurat som jægeren eller soldaten, der ifører sig camouflagedragt for at falde sammen med omgivelserne. - Vi har lavet en familekonkurrence, hvor vore gæster skal finde ud af, hvad de ved om fisk og forklædning, fortæller Bjørn Kristensen. Det kan bl. a. være et spørgsmål om hvilken fisk, der mest ligner en tangplante. Svaret er at finde i akvarium 2 i biotop-området, og det er en nålefisk. I centerakvariet er der en fisk, som ligner en stor muræne, og den ligger gemt mellem stenene. Det er hverken en havørred eller en berggylt, men en havål. I alt otte spørgsmål skal gæsterne svare på, og så er der mulighed for at vinde t-shirts eller et familie-årskort til Nordsømuseet. Det er endvidere muligt for de yngste gæster at prøve fiskespillet, hvor der også er præmier på spil. Og så er der lavet en tegning med fem dyr og fisk, som børn kan farvelægge. Med et skarpt blik er det muligt at finde den rette løsning, selv om det umiddelbart ser ret svært ud. Mange familier valgte weekenden til at gå på opdagelse på Nordsømuseet og finde svarene i de forskellige museumsområder. Temaet med "Fisk & forklædning" begyndte i fredags og varer ved til udgangen af næste uge.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...