Mette S. på vej til comeback i VEB

Tidligere VM-bronzevinder i tænkeboks

Jens Ole Pedersen
Mette Sørensen - måske foran et comeback.foto: Bent Jacobsen
Badminton 10. marts 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: Den tidligere topspiller Mette Sørensen, der blandt mange fornemme resultater kan se tilbage på en VM-bronzemedalje i 1999 samt tre tredjepladser ved EM, kan være på vej tilbage til Vendsyssel Elite Badminton og dermed den danske liga. - Jeg stoppede reelt med top-badminton i 2002 og har siden udelukkende spillet af lyst, siger Mette Sørensen. - Jeg havde et par gode sæsoner i VEB i 1. division, hvor jeg nærmede mig det niveau, der bliver spillet i ligaen, men i 2004-05 holdt jeg pause på grund af graviditet, og det seneste år har jeg været spillende træner i 3. division for Brønderslev, men nu har smagen for at være med helt fremme igen meldt sig. - Ikke mindst efter at VEB har henvendt sig, men der er dog meget, som skal falde på plads, før jeg spiller med for vendelboerne i ligaen, siger Mette Sørensen. - På hjemmefronten har vi to piger, og mit badmintonspil skal ikke gå ud over familien. - Men hvis jeg vælger at lave en aftale med VEB, er det fordi jeg forventer at kunne levere den rigtige vare, og jeg er da på det rene med, at jeg som 31-årig skal slå til nu, hvis jeg igen skal være med i toppen af dansk badminton, lyder det fra Mette Sørensen. - Vi har en løbende dialog og er enige om, at vi træffer en fælles afgørelse senest 1. april. Dels skal hun selv være parat til at skrue op for træningen og i det hele taget være klar til at tage springet fra spillende træner i 3. division for Brønderslev til toppen af ligaen, siger VEB’s sportschef Peter R. Jensen. - På kvindesiden har vi indtil videre kun Christinna Pedersen på kontrakt for næste sæson, mens vi overvejer situationen med hensyn til både Anna Rice og kinesiske Qu Yi. Sidstnævnte ser vi gerne som en gardering til ligaholdet, samtidig med at hun fungerer som ungdomstræner, men spillemæssigt har hun som blot 20-årig endnu ikke format til at slå igennem i den hårde danske liga. - På herresiden står vi allerede godt rustet med Thomas Røjkjær, Robert Blair, Kristian Nielsen og Casper Lund på plads, ligesom vi forhandler med Jesper Thomsen. Og vores to singler, Muhammad Roslin Hashim og Peter Rasmussen, er vi tæt på at have nye aftaler med, så der tegner sig igen en spændende trup i VEB, vurderer Peter R. Jensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...