Aalborg

Mettes klassiske frisure var den flotteste af alle

LØKKEN:Mette Petersen, frisørelev "Hos Inger" i Løkken, klarede sig rigtig flot til en skolekonkurrence for frisøelever fra syv forskellige lande for nylig. - Jeg vandt guld i "Jackie Bourne" håropsætning, der er en klassisk opsætning. Vi var 25 deltagere, fortæller Mette Petersen. Oven i det blev hun belønnet med publikumsprisen for den pæneste frisure. - Men jeg havde også både min mor og far og lillesøster med, så der var lidt ekstra stemmer dér, siger hun beskedent. Mette Petersen var én af fire elever fra Aalborg Tekniske Skole, der blev udtaget til konkurrencen, der fandt sted i Norge. - Vi har trænet i to måneder forud for konkurrencen, så det var svært. Jeg øvede mig gennemsnitligt i tre timer om dagen ved siden af arbejdet, fortæller Mette Petersen. Hun er taknemmelig overfor både skolen og sin mester for at have fået chancen. - Det har kun kunnet lade sig gøre takket være et godt samarbejde mellem skolen og mester. JEg har fået stor hjælp af skolen, og mester har også hjulpet med gode råd, siger hun. Hun satser på at deltage i konkurrence igen efter sommer. Svendeprøven skal hun først op til til næste år i april og hun er færdig udlært i juni 2006.