Mettes liv er fuld af sang

21-årige Mette Thorndahl elsker at synge, og i de kommende dage deltager hun i en landsdækkende talentkonkurrence

HOBRO:Hun elsker at synge. Og sangen fylder en stor del af 21-årige Mette Thorndahls tilværelse. Sangen kommer også til at fylde al hendes tid fra fredag til og med mandag, når pigen fra Hørby Skoleby deltager i den landsdækkende talentkonkurrence ”Unge Sangere” i Ikast. Her mødes 50 unge, dygtige sangere fra hele landet for sammen at dyrke deres interesse samt for at få en professionel vurdering af deres sangtalent. - Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver spændende at møde andre unge med samme interesse, siger Mette Thorndahl, der fik kendskab til den forlængede sangweekend via en bekendt. Men dermed var det ikke gjort, for ikke alle og enhver kan være med. Ansøgere skal indsynge fire sange, som vurderes af en optagelseskomite. Og Mettes sangstemme blev altså fundet værdig til at blive hørt i de kommende dage. Akkurat som den er det i det lokale band ”Starturn”, som hun for tiden er solist i, samt i andre bands, hun tidligere har sunget med i. Her synger hun pop-rock med hits fra 60’erne, 70’erne og 80’erne. Repertoiret ligger et stykke fra det, hun skal beskæftige med i Ikast, hvor de unge dels synger klassisk og dels musicals. Men det afskrækker ikke Mette, der sammen med de andre deltagere ellers bliver stillet over for et kyndigt dommerpanel i de forskellige konkurrencer. Det består blandt andre af operasangerne Edith Guillaume og Louise Fribo, pianist Erik Kaltoft og musikprofessor Peer Birch. - Men jeg forventer bestemt ikke at vinde noget som helst, og det er heller ikke derfor, jeg deltager, siger Mette Thorndahl, der er meget beskeden og ikke er typen, der gerne vil være kendt endsige berømt for sin sang. - Jeg vil da gerne engang med tiden kunne leve af at være solist, men det med at blive Pop Star eller en feteret stjerne. Det er altså ikke lige mig. Jeg vil helst være sådan lidt anonym, smiler Mette Thorndahl, der gået lidt på klingen godt kan se, at den balance kan være en vanskelig èn at håndtere, og at hun måske skal lære at tro lidt mere på sig selv. En fremtid som solist er - understreger hun - kun en drøm. Det er ikke noget, jeg tør satse på, siger Mette, der i stedet vil uddanne sig som lærer. Hun har søgt optagelse på Århus Seminarium og vil her tage musik som linjefag med henblik på at blive musiklærer i folkeskolen. Siden hun blev student fra Hobro Gymnasium for snart to år siden, har hun været på højskole og arbejdet som lærervikar på Nordre Skole i Hobro. For tiden er hun også pædagogmedhjælper i skolefritidsordningen i Hørby. Interessen for og glæden ved at synge har hun altid haft, men det var en interesse, der blev styrket i årene på Rosendalskolen. Her havde jeg en virkelig dygtig musiklærer (Susanne Sandkam), fortæller hun. Hun var i fjor med som danser og statist i forestillingen Askepop, da den blev opført i Herning, og det at være i fokus på en scene generer hende ikke. - Jeg kan godt være lidt nervøs op til det første nummer, men det går hurtigt over. Jeg tænker kun på at synge. Det er en dejlig følelse. Jeg kan slet ikke undvære det.