EMNER

Mexicanere overtager Pandrup-produktion

Flextronics globale netværk sikrer Siemens-telefoner lempelig adgang til Mexico

PANDRUP:Først var det Ungarn, nu står Mexico for tur. En Flextronics-fabrik i Guadalajara ved grænsen til USA skal overtage en del af produktionen af Siemens-mobiltelefoner, som hidtil er foregået på fabrikken i Pandrup. Hvor den ungarske model slet og ret handlede om at få fremstillet mobiltelefoner billligere i kraft af lavere lønninger, er produktionen i Mexico ifølge administrerende direktør Peter Hinrup nødvendig for overhovedet at sælge Siemens-telefoner i landet. - Som flere andre lande i Latinamerika har Mexico en høj importtold på en række varer for at beskytte deres eget marked - præcis ligesom vi i øvrigt oplever det i Europa over for Asien. Men man kan slippe for tolden ved at lade en del af produktionen - efter meget præcise regler - foregå i Mexico, og det er den mulighed, Siemens gør brug af, forklarer Peter Hinrup. Af samme grund mener han ikke, at der går noget fra fabrikken i Pandrup. - Uden denne kombiløsning havde vi jo slet ikke skullet levere Siemens-telefoner til det mexicanske marked, så derfor kan man snarere tale om, at vi får noget i stedet for at skulle af med noget, tilføjer Peter Hinrup, der afviser, at Mexico-løsningen koster job i Nordjylland. For fremtiden skal Pandrup i princippet fremstille og teste de mexicanske telefoners "indmad" (printet), som pakkes sammen med øvrige løsdele og afskibes til Mexico. I Guadalajara foretages slutsamling, ligesom der downloades software svarende til de lokale mobiloperatørers krav. - Når det kan betale sig at gøre det på den måde, skyldes det dels, at telefonerne jo under alle omstændigheder skulle sendes derover, og at vi har en stor søsterfabrik derovre, som kan stå for opgaven, bemærker Peter Hinrup. Han oplyser, at en lignende model allerede i dag gennemføres med en søsterfabrik i Kina omkring Siemens' specielle modetelefoner i xelibri-serien. Og ligesom der nu er nordjyder i Mexico og mexicanere i Nordjylland for at blive lært op, har der tidligere været erfaringsudveksling med kineserne.