Mexico City har kurs mod sin første kvindelige borgmester

Holder en tidlig valgmåling, får den mexicanske hovedstad sin første kvindelige borgmester nogensinde.

Den 56-årige jødiske lokalpolitiker og forsker Claudia Sheinbaum står til at vinde borgmesterposten i Mexico City. Foto: Bernardo Montoya/Ritzau Scanpix

Den 56-årige jødiske lokalpolitiker og forsker Claudia Sheinbaum står til at vinde borgmesterposten i Mexico City. Foto: Bernardo Montoya/Ritzau Scanpix

Mexico City står til at vælge en kvindelig borgmester for første gang i historien.

Den 56-årige jødiske lokalpolitiker og forsker Claudia Sheinbaum står således til at få mellem 47,5 og 55,5 procent af stemmerne ved søndagens valg.

Det viser en valgstedsmåling fra analyseinstituttet Mitofsky natten til mandag dansk tid.

En kvinde, Rosario Robles, har tidligere fungeret som konstitueret borgmester i den mexicanske hovedstad fra 1999 til 2000, men Sheinbaum er den første kvinde, der vælges til posten.

Den venstreorienterede Claudia Sheinbaum er miljøforkæmper og har en doktorgrad i fysik.

Hun har gjort lynkarriere inden for politik, og vinder hun borgmesterposten i millionbyen, vil det være en historisk valgsejr i et land, der har store problemer med kønsforskelle og vold mod kvinder.

Claudia Sheinbaum var en af de første politikere til at forlade Mexicos etablerede venstrefløj, Partido de la Revolución Democrática (RPD), for i stedet at tilslutte sig partiet Movimiento Regeneración Nacional (Morena), som Andrés Manuel López Obrador stiftede i 2014.

Den venstreorienterede Andrés Manuel López Obrador er frontløber i kampen om at blive Mexicos næste præsident.

I 2015 vandt Claudia Sheinbaum posten som distriktsborgmester i kvarteret Tlalpan i Mexico City. Det var startskuddet på hendes borgmesterkampagne.

Sheinbaum har været indblandet i flere kontroverser undervejs. Tlalpan var et af de områder, der blev hårdest ramt, da et jordskælv med en beregnet størrelse på 7,1 ødelagde store dele af det centrale Mexico den 19. september 2017.

Sheinbaums distrikt blev centrum for verdens opmærksomhed, da en skole kollapsede i jordskælvet og dræbte 19 børn og syv voksne.

Det viste sig senere, at distriktet havde givet en risikabel byggetilladelse til privatskolens ejer. Den tillod hende at bygge en lejlighed til sig selv oven på toppen af bygningen, hvilket destabiliserede strukturen.

Flere af ofrenes familier har krævet, at Sheinbaum bliver undersøgt i sagen. Men Sheinbaum nægter ethvert ansvar og beskylder sine modstandere for at udnytte tragedien egen politisk vinding.

Ved valget skal mexicanerne vælge både en ny præsident og tusindvis af repræsentanter til poster på føderalt, statsligt og kommunalt plan.

Foreløbige resultater ventes tidligt mandag morgen dansk tid.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.