Meyer: Måtte tænke på mig selv

Nicolai Meyer skifter fra Frederikshavn White Hawks til Aalborg Pirates

Foto: Johnny Jacobsen

Foto: Johnny Jacobsen

AALBORG:Nicolai Meyer er født og opvokset i Frederikshavn, men i den kommende sæson optræder den talentfulde forward for ærkerivalerne fra Aalborg Pirates.

Det var således Meyer, der var topnavnet, da Aalborg Pirates på torsdagens pressemøde præsenterede nyt på spillerfronten forud for den kommende sæson.

- Jeg vil gerne spille mere, end jeg gjorde i sidste sæson. De har et rigtig stærkt hold i Frederikshavn, og jeg havde det svært med den rolle, jeg havde i sidste sæson. I Aalborg føler jeg, at jeg kan få en større rolle, som jeg havde det i Frederikshavn for et par sæsoner siden, siger Nicolai Meyer.

Forwarden er klar over, at skiftet til ærkerivalerne kan opfattes kontroversielt.

- Der er selvfølgelig mange følelser i det, men jeg håber, at folk kan forstå det. Jeg har været nødt til at tænke på mig selv og min fremtid, og det er jeg glad for, at Aalborg vil hjælpe mig med, lyder det fra Meyer.

21-årige Nicolai Meyer optrådte i den forgangne sæson 43 gange for Frederikshavn White Hawks med 23 point til følge.

Aalborg Pirates skrev torsdag også kontrakt med Christoffer Lindhøj og svenske Lars Lundin.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.