MF-krav om dialog før Martin lukker

Folketingsmedlem Bjarne Laustsen rejser fabrikslukning for flere ministre

Harman rykkede produktionen fra Kina tilbage til Martin i Frederikshavn. Så hvorfor skal den nu til Ungarn, vil folketingsmedlem Bjarne Laustsen gerne vide. Foto: Peter Broen

Harman rykkede produktionen fra Kina tilbage til Martin i Frederikshavn. Så hvorfor skal den nu til Ungarn, vil folketingsmedlem Bjarne Laustsen gerne vide. Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:Onsdagens nyhed - at den amerikanske Harman vil flytte Martin Professionals produktion ud af Frederikshavn - er uforståelig for folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S).

- For et par år siden rykkede de produktionen i Kina tilbage til Frederikshavn, fordi de var konkurrencedygtige i Frederikshavn. Jeg forstår ikke, hvorfor situationen skulle være meget anderledes nu, hvor de har en moderne fabrik og dygtige medarbejdere. Slet ikke når man tænker på, hvor dyrt det er at starte op i udlandet på ny, siger Bjarne Laustsen.

Bjarne Laustsen sendte derfor et spørgsmål afsted til erhvervsministeren torsdag eftermiddag.

Håb om omstødelse

- Jeg har anmodet ministeren om, at han indgår i dialog med Martin omkring situationen og finder ud af, hvorfor de helt konkret vælger at rykke produktionen ud af Danmark, siger Bjarne Laustsen.

Hans håb er, at man beslutningen stadig kan omstødes indenfor de næste seks måneder, som fabrikken har tilbage i Frederikshavn.

- Man så på Bornholm, hvordan man indgik i dialog med slagteriet om lukningen. Det endte jo heldigvis med, at man fandt ud af en løsning, og at det blev på øen. Det samme håber jeg, at man kan gøre med Martin i Frederikshavn, siger Bjarne Laustsen.

Han har også spurgt beskæftigelsesministeren, om denne er bekendt med, om Harman International har modtaget EU-støtte til at flytte produktionen fra Frederikshavn til Ungarn.

Ingen EU-støtte

- Harman har hverken søgt eller modtaget EU-støtte i den forbindelse, fastslår adm. direktør i Martin Professional, Lars Dige Knudsen.

- Harman har været i Ungarn i mere end 20 år og har mere end 2200 ansatte her. Det er en strategisk beslutning at samle hele den europæiske produktion i vores division på et sted. Vi lukker fire fabrikker og laver den til én, og professionelle konsulenter har analyseret, hvor det er mest rentabelt at placere den. Der er målt på udbud af arbejdskraft, uddannelsesniveau, politiske forhold, og selvfølgelig økonomiske forhold, forklarer han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.