MGP - en musikalsk succes for andet år i træk

KLEJTRUP:Løvel, Aalestrup, Viborg, Bjerregrav, Møldrup, Doense, Purhus og Hobro. Deltagerne kommer langvejs fra til årets MGP i Klejtrup. I løbet af dagen kommer der mere end 300 børn på scenen, og det skaber glæde hos en af arrangørne Mette Nielsen. - Vi kan se og høre, at sidste års succes er rygtedes, og det skaber et godt grundlag for at gennemføre MGP 2005, siger hun. Mette Nielsen forsikrer dog, at det høje deltagerantal ikke kommer til at få nogen betydning for konceptet. - De professionelle lydfolk er indforståede med, at det skal være en god oplevelse for børnene at optræde. De giver dem den tid, der skal til, for at de føler sig trygge, garanterer Mette Nielsen. Årets MGP 3. juni har fået 29 tilmeldinger fra børn og unge i alderen fra dagplejebørn og op til 16 år.